Obama melder ud om Afghanistan i næste uge

Meget tyder på, at Barack Obama vil benytte en tale til nationen den 1. december til at afsløre sin fremtidige Afghanistan-strategi. Op mod 35.000 flere soldater sendes ud

1. december melder præsident Obama ud, hvor mange flere soldater USA vil sende til Afghanistan. (Foto: Chung Sung-Jun/Getty Images)
1. december melder præsident Obama ud, hvor mange flere soldater USA vil sende til Afghanistan. (Foto: Chung Sung-Jun/Getty Images)

I en tale til nationen den 1. december løfter den amerikanske præsident, Barack Obama, angiveligt sløret for sin fremtidige strategi for Afghanistan.

Det rapporterer NPR, den nationale amerikanske radio, sent mandag lokal tid.

Samtidig fortæller unavngivne kilder til stationen, at Obama har i sinde at forøge antallet af amerikanske soldater i Afghanistan.

Op mod 35.000 nye soldater
NPR citerer nyhedsbureauet AP for, at USAs chef for indsatsen i Afghanistan, general McChrystal, gerne vil have op mod 40.000 flere soldater til landet. Men Obama forventes at udkommandere mellem 32.000 og 35.000 nye soldater, som en art kompromis.

Obama og hans stab understreger ofte for øjeblikket, at den øgede indsats er et led i planerne for, hvordan USA i sidste ende kommer ud af Afghanistan. Det Hvide Hus' talsmand, Robert Gibbs, siger således, at det 'ikke blot handler om, hvordan vi får folk derind, men om, hvad strategien er for at få dem ud'.

Holdt to timers møde med kabinet
Barack Obama har mandag aften holdt et to timer langt møde med sit krigskabinet, hvor Afghanistan-strategien var på dagsordenen. Vicepræsident Joe Biden, forsvarsminister Robert Gates og udenrigsminister Hillary Clinton er blandt de prominente navne, der var med ved mødet.

Talsmanden for Det Hvide Hus, Robert Gibbs, sagde før mødet, at der tidligst vil komme en udmelding fra Obama i næste uge. Washington lukker i denne uge ned i forbindelse med den amerikanske Thanksgiving-højtid.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere