Rune blev 22 år

Den danske soldat, der blev hårdt såret i Afghanistan den 31. oktober, er død

Rune Westy Zacharias Nielsen døde tirsdag af de kvæstelser, han pådrog sig den 31. oktober i Afghanistan. (Foto: HOK)
Rune Westy Zacharias Nielsen døde tirsdag af de kvæstelser, han pådrog sig den 31. oktober i Afghanistan. (Foto: HOK)

Konstabel Rune Westy Zacharias Nielsen er død, 22 år gammel.

Han blev ramt af en improviseret sprængladning i Afghanistan den 31. oktober.

De pårørende er underrettet.

- Jeg må desværre med sorg meddele, at vi tirsdag aften den 17. november mistede en af vore soldater, da konstabel Rune Westy Zacharias Nielsen døde af sine kvæstelser på Rigshospitalet i København, siger chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Niels Henrik Bundsgaard.

Se også listerne over samtlige tab hos de allierede styrker i Afghanistan

Her er de 29 danske soldater, der har mistet livet under tjeneste i Afghanistan

- Med sårede soldater har man altid et håb om, at den kritiske situation vil udvikle sig til det bedre, men det håb brast desværre i aftes, og jeg har den største medfølelse med familien og de pårørende, der har levet med det samme håb, og som nu går en svær tid i møde, siger Niels Henrik Bundsgaard.

Rune Westy Zacharias Nielsen tilhørte 2. spejderdeling i 2. Lette Opklaringseskadron, som er opstillet på Bornholm og er en del af Gardehusarhusarregimentet.

Han blev alvorlig såret af sprængladning, da han deltog i en fodpatrulje i Helmand i Afghanistan. Rune Westy Zacharias Nielsen blev skudt i forbindelse med et opgør med en gruppe oprørere fra Taleban.

Kammeraterne ydede ham straks førstehjælp, og kort efter blev den sårede fløjet til felthospitalet i Camp Bastion.

To dage senere blev Rune Westy Zacharias Nielsen fløjet hjem til Danmark, men trods intensiv behandling på Rigshospitalet i København stod hans liv ikke til at redde, og han døde i går aftes af sine kvæstelser.

- Vores tanker går til Rune Westy Nielsens familie og venner, som må lide dette svære savn, siger chefen for Den danske Kampgruppe, oberst Karsten Eiholm Kjær. - Også her i de danske lejre er tabet et hårdt slag ikke mindst for hans nærmeste kammerater. Vi har ikke blot mistet en soldat, men også en kollega og ven. Han vil blive savnet.

- I denne svære situation støtter vi os til hinanden og er fortrøstningsfulde ved, at både vi og Rune Westy Nielsens pårørende vil få al den nødvendige opbakning fra vores kolleger hjemme i Danmark. I den kommende tid vil vi rykke sammen og støtte hinanden. Vi vil tage den nødvendige tid til at tale med hinanden. Ligeledes vil vores feltpræster være en fast støtte for os, og specialiserede psykologer er allerede hernede til at hjælpe os med at komme videre.

Der foreligger endnu ingen oplysninger om Rune Westy Zacharias Nielsens begravelse.

I alt har 23 danske soldater mistet livet i kamp i Afghanistan.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere