Brown: al-Qaeda er på hælene

Amerikanske og britiske tropper har succes med at svække al-Qaeda i Afghanistan, siger Storbritanniens premierminister, Gordon Brown

De amerikansk ledede styrker i Afghanistan har succes med at svække al-Qaeda i Afghanistan, godt hjulpet på vej af Pakistans offensiv mod militsen i Waziristan.

Sådan siger Storbritanniens premierminister, Gordon Brown.

- Her i aften kan jeg meddele, at vi metodisk og tålmodigt, skaber forstyrrelse og gør lederne af al-Qaeda ukampdygtige, siger Brown i en tale mandag.

- Siden januar 2008 er syv af de 12 øverste ledere i al-Qaeda dræbt, hvilket tømmer deres reserve af erfarne ledere og svækker deres moral, siger Brown.

Den britiske premierminister har tilbudt at holde en konference om Afghanistan i London i 2010, efter at Hamid Karzai fik fornyet sit mandat som afghansk præsident.

Brown forsøger i øjeblikket at presse de øvrige europæiske statsledere til at sende flere tropper til landet. Det vurderes som værende en udstrakt hånd til USA's præsident, Barack Obama, der i øjeblikket er ved at finde ud af, hvor meget amerikanerne skal øge troppeantallet i Afghanistan.

Storbritannien har mistet 97 soldater i Afghanistan i 2009. Samlet er 234 briter blevet dræbt i landet siden invasionen i 2001.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere