Anholdt for soldater-drab

En mand og en kvinde er anholdt i Nordirland i forbindelse med efterforskningen af drabet på to britiske soldater i marts

De fleste nordirere har lagt IRA-fortiden bag sigFoto: AP
De fleste nordirere har lagt IRA-fortiden bag sigFoto: AP

Politiet i Nordirland anholdt tirsdag yderligere to personer i forbindelse med en republikansk udbrydergruppes drab på to britiske soldater i marts.

Udbrydergruppen The Real IRA, som ønsker et forenet Irland og al britisk indflydelse fjernet fra provinsen, har tidligere taget skylden for at have skudt de to britiske soldater 7. marts. Det var den blodigste voldshandling i Nordirland i mere end et årti.

Politiet siger, at en 39-årig mand og en 46-årig kvinde er anholdt i forbindelse med efterforskningen af drabene på de to soldater og drabsforsøg på fem andre.

Manden og kvinden er til afhøring på en politistation, oplyser politiet og tilføjer, at eftersøgning fortsætter.

Skulle hente pizza
Politiet har allerede anholdt en række personer i forbindelse med drabet på de to soldater, den 23-årige Mark Quinsey og den 21-årige Patrick Azimkar, som blev skudt under afhentning af pizzaer, lige inden de skulle udsendes til Afghanistan.

En anden udbrydergruppe, Continuous IRA, har påtaget sig skylden for drabet på en politimand den 9. marts.

Angrebene er et lavpunkt siden 1998-fredsaftalen, som markerede afslutningen på mere end 30 års konflikt mellem IRA, der ønsker et forenet Irland, og de grupper, der ønsker at opretholde britisk kontrol over provinsen.

Sporadisk vold i provinsen er steget i de seneste måneder og truer nu den årelange fredsproces.

En bilbombe sårede en politibetjents partner i oktober i Belfast. Det skete en måned efter, at en kæmpemæssig bombe blev uskadeliggjort, og en lille bombe eksploderede uden for en politibetjents forældres hjem.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere