Brown ønsker byrdefordeling i Afghanistan

Den britiske premierminister, Gordon Brown, vil have flere europæiske soldater til Afghanistan. De skal være med til at dele byrden

Storbritanniens premierminister, Gordon Brown, siger, at han er overbevist om, at han vil kunne overbevise sine Natopartnere i Europa og andre allierede om, at de skal sende yderligere 5000 soldater til Afghanistan.

Til den britiske radio- og tv-station BBC siger Brown, at han vil sende udsendinge til de andre EU-lande i et forsøg på at få dem til at tage en del af byrden på deres skuldre.

Brown, der er under pres hjemme på grund af stadig flere dræbte britiske soldater, mener, at præsident Barack Obama i det store og hele vil følge opfordringen fra general Stanley McChrystal, der har kommandoen over den internationale styrke i Afghanistan, om, at der skal sendes yderligere titusindevis af amerikanske soldater til landet.

- Vi kan formentligt få ekstra 5000 soldater til Afghanistan fra Nato eller allierede uden for Nato, og vi vil dermed blive en del af det. Jeg har påtaget mig ansvaret for at spørge andre i Europa og uden for Europa, om de vil støtte denne strategi, siger Brown.

Briterne har sendt omkring 9000 soldater til Afghanistan, først og fremmest til Helmandprovinsen. Brown, der har lovet at sende yderligere 500 soldater, er blevet skarpt kritiseret i de seneste uger, hvor antallet af dræbte britiske soldater er steget. I alt er 232 briter blevet dræbt i landet, 95 af dem i år.

- Vi er parat til sende flere, men der er nødt til at være en fordeling af byrderne i alliancen, betoner den britiske regeringsleder.

Tyskland har lovet at sende 120 ekstra soldater i januar.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere