UK: Forlad Benghazi nu

Storbritannien meddeler, at der er en overhængende trussel mod folk fra Vesten i den libyske by Benghazi

Der er en konkret og overhængende trussel mod folk fra Vesten i den libyske by Benghazi, hedder det i en advarsel fra Storbritannien.

Alle briter opfordres til at forlade byen øjeblikkeligt.

- Vi er nu gjort bekendt med en specifik og overhængende trussel mod vesterlændinge i Benghazi, og vi opfordrer enhver britisk statsborger, der fortsat opholder sig der imod vores råd, at forlade stedet øjeblikkeligt, hedder det i erklæringen fra Udenrigsministeriet i London.

- Vi kan på dette tidspunkt ikke yderligere kommentere truslens natur, fortsætter erklæringen.

Udenrigsministeriet i København oplyser, at 16 danske statsborgere er registreret med ophold i Libyen.

Men det er uvist, om nogle af dem befinder sig i Benghazi.

Advarslen kommer dagen efter, at den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, redegjorde i Kongressen for angrebet på USA's diplomatiske mission i Benghazi den 11. september.

Fire blev dræbt, deriblandt USA's ambassadør.

Siden angrebet i september har Storbritannien advaret mod al rejse til Benghazi, og det samme gælder det meste af Libyen.

Få byer er undtaget, herunder hovedstaden Tripoli.