Obama: Vi har Osama bin Ladens lig

USA's præsident, Barack Obama fortæller, at terrorlederen Osama bin Laden er død

Et foto fra Geo TV viser flammer ved huset, hvor Osama bin Laden blev dræbt i Abbatabad, Pakistan. (Foto: AP)
Et foto fra Geo TV viser flammer ved huset, hvor Osama bin Laden blev dræbt i Abbatabad, Pakistan. (Foto: AP)

Al-Qaeda-lederen Osama bin Laden, der menes at have stået bag terrorangrebet mod USA 11. september 2001, blev søndag dræbt af amerikanske elitesoldater. Det fortæller USA’s præsident Barack Obama mandag morgen i en tale på amerikansk tv.

– I dag på min ordre gennemførte vi et angreb mod Osama bin Ladens skjulested i Pakistan, siger den amerikanske præsident i sin tv-tale.

– Efter en ildkamp blev Osama bin Laden dræbt, og vi sikrede os hans lig. Ingen amerikanske soldater kom noget til skade ved operationen, siger Obama, der tilføjer, at soldaterne udviste et stort mod.

Bin Laden blev dræbt i et hus i Abbottabad i Pakistan, en forstad til hovedstaden Islamabad, hvor han skulle have opholdt sig med sin familie. Ifølge amerikanske medier blev bin Laden ramt af mindst et skud i hovedet. Hans lig er i amerikansk varetægt.

Bin Ladens søn dræbt
To personlige bodyguards, en voksen søn og en kvinde blev også dræbt i aktionen, som havde deltagelse af mindst to amerikanske helikoptere med soldater fra frømandskorpset Navy Seal.

Tv-stationen CNN meddeler, at de amerikanske myndigheder har fået foretaget omfattende dna-prøver for at være 100 procent sikre på, at der er tale om bin Laden.

Pakistansk efterretningstjeneste bekræfter, at Bin laden blev dræbt i efterretningsoperation

Jubelscener i USA
Bin Laden har været klodens mest eftersøgte mand siden 11. september-angrebet, hvor knap 3000 mennesker blev dræbt i en række koordinerede angreb, der ramte World Trade Center i New York og Pentagon i Washington.

Den saudiskfødte terrorist blev opsporet og dræbt på baggrund af amerikanske og pakistanske efterretninger.

Mens Obama talte på amerikansk tv, forsamledes grupper af mennesker uden for Det Hvide Hus i Washington sig for at juble over bin Ladens død. De synger den amerikanske nationalsang og gentager i kor: USA! USA! USA!

USA's tidligere præsident, George W. Bush, kalder drabet på bin Laden for en 'betydningsfuld bedrift'.

Se tidslinje over bin Ladens liv:





1 af 3 Terrorlederen Osama bin Laden meldes dræbt i Pakistan. (Foto: AP)
2 af 3 USAs præsident Barack Obama på tv: I dag på min ordre gennemførte vi et angreb mod Osama bin Ladens skjulested i Abbottabad i Pakistan. (Foto: AP)
3 af 3 Et foto fra Geo TV viser flammer ved huset, hvor Osama bin Laden blev dræbt i Abbatabad, Pakistan. (Foto: AP)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere