Israelsk officer: Derfor slog jeg aktivist

Den israelske officer, som i weekenden hamrede en dansk aktivist i hovedet med en riffel, er blevet suspenderet - men han kunne ikke have gjort andet, siger han

En video, der viser en dansk aktivist blive slået i hovedet af en oberstløjtnant fra den israelske hær IDF, har rejst kritik fra både den danske udenrigsminister, Villy Søvndal (SF) og Israels premierminister Benjamin Netanyahu.

I dag fortryder, den nu suspenderede, oberstløjtnant Shalom Eisner, at han slog den unge dansker, men han mener samtidig, at videoen er taget ud af en kontekst:

- Jeg skulle ikke have slået med mit våben. Men det er her altså 60 sekunder taget ud af den to timer lang episode, siger Shalom Eisner til den israelske avis Ynet News.

Forsøgte at fjerne aktivister
Episoden fandt sted, da en gruppe palæstinensiske og internationale aktivister forsøgte at krydse Jordan-Dalen på cykel, for at protestere mod de apartheid-lignende tilstande i området. Videoen, der blev lagt på YouTube lørdag, viser aktivisten stå roligt og kigge rundt, hvorefter oberstløjtnant Shalom Eisner – tilsyneladende uopfordret - slår ham i ansigtet med sin M-4 automatriffel, så den unge mand ryger bagover. Eisner, som nu er suspenderet, forklarer dog, at de i to timer forsøgte at flytte aktivisterne.

-Jeg forklarede til aktivisterne, at de udgjorde en risiko, fordi der var mange rejsende, som skulle igennem her på grund af helligdagene, sagde Shalom Eisner og tilføjede overfor avisen, at det var samme procedure, hvis det var højrefløjsaktivister, som blokerede vejen, hvorpå han lod aktivisterne demonstrere inde i byen Ouja. Men pludselig kom to busser ekstra, hvorefter de alle besluttede sig for at blokere vejen.

Brækkede hans finger
Ifølge oberstløjtnanten begyndte nogle af demonstranterne at provokere soldaterne, hvorefter aktivisterne gik til angreb på ham og brækkede hans finger. Han følte dog ikke på dette tidspunkt, at der var grund til at affyre tåregas, og ville hellere lade aktivisterne falde ned.

- Jeg stoppede dem ikke, og vi holdt os tilbage i to timer, fordi jeg gerne ville have en fredelig udgang. Videoen er blevet redigeret, for at skade Israel. Vi skulle have haft vores egne folk til at dokumentere optrinnet, siger han og fortsætter:

- De (aktivisterne, red.) udsatte mit og mange andres liv for fare. De overraskede os, og jeg brugte bare det, jeg havde i mine hænder til at forsvare mig.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere