Krisen slanker militærbudgetterne

For første gang siden 1998 er verdens samlede forsvarsbudget nærmest ikke vokset

For første gang i 13 år er verdens samlede forsvarsudgifter faldet til ro.

Ifølge en ny rapport fra det anerkendte svenske fredsforskningsinstitut Sipri steg militærudgifterne kun marginalt med 0,3 procent mellem 2010 og 2011.

Ikke siden 1998 har man noteret så lille en vækst, der på grund af datausikkerheder faktisk kan være udtryk for et fald.

- Det er indvirkningen fra finanskrisen, som har taget et stykke tid om at påvirke forsvarsbudgetterne, forklarer Sam Perlo-Freeman, der forsker ved Sipri og er forfatter til rapporten.

- Lige efter krisen så man faktisk, at der blev brugt flere penge i forsøg på at få gang i økonomien.

Foruden nedskæringer i gældsramte lande som Grækenland og Spanien blev 2011 også året, hvor store militære stormagter som USA, Storbritannien og Tyskland fik slanket forsvarsbudgetterne.

- Men selv i vækstregioner som Asien ser man ikke længere enorme stigninger i militærudgifterne som tidligere, fortæller Sam Perlo-Freeman.

Generelt har krisens kløer kradset i forsvarsbudgetterne i Vesten, mens den i andre regioner har sat en stopper for de helt store militærinvesteringer.

Og det samlede billede af et stagnerende militærforbrug kan meget vel blive en tendens de kommende år, mener man hos Sipri.

- I USA vil faldet fortsætte, mens amerikanerne gradvist trækker tropper ud af Afghanistan. Det vil det også i det vestlige og centrale Europa, hvor regeringer fortsat skal skære i det offentlige forbrug, siger Sam Perlo-Freeman og fortsætter:

- På den anden side vil Kina og Rusland fortsætte med at bruge flere penge.

- Nogle vil altså bruge mindre, nogle mere. Men æraen med store stigninger ser ud til at være afsluttet, siger han.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere