Røde Kors håber at nå til Homs mandag

De sårede journalister, der befinder sig i oprørsbyen Homs, kan muligvis evakueres mandag, siger Røde Kors.

Dette billede fra Homs blev frigivet 21. februar. Dets autencitet kan dog ikke endeligt bekræftes. Foto: AP
Dette billede fra Homs blev frigivet 21. februar. Dets autencitet kan dog ikke endeligt bekræftes. Foto: AP

En fransk journalist og en britisk fotograf, der er blevet såret under et raketangreb mod den syriske by Homs, kan sandsynligvis evakueres fra den oprørske by mandag.

Det oplyser en talsmand for Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC).

- Evakueringen vil ikke finde sted søndag, for det er farligt at sende ambulancer ind om natten, siger talsmanden, Saleh Dabbakeh.

- Det vil formentlig ske mandag, tilføjer han.

I ICRC's hovedkontor i Genève oplyser en talskvinde imidlertid, at de syriske myndigheder endnu ikke har reageret på hjælpeorganisationens anmodning om en våbenstilstand, der skal gøre det muligt at hente de sårede ud.

- Situationen forværres time for time, og folk skal have hjælp omgående, siger talskvinden, Carla Haddad.

ICRC har bedt om to timers stop i beskydningen hver dag, så sårede kan hentes ud og nødhjælp kan komme ind til civilbefolkningen.

Dyb mistro
Blandt de sårede er journalisten Edith Bouvier fra den franske avis Le Figaro samt den britiske fotograf Paul Conroy, der angiveligt begge er såret i benene efter et raketangreb mod Homs.

En vestlig diplomat i hovedstaden Damaskus siger, at der skete fremskridt i søndagens forhandlinger om en evakuering, som både syriske myndigheder og oprørere deltager i.

Dagen inden førte 12 timers forhandlinger om at evakuere nogle af de hårdest sårede fra Baba Amro-kvarteret ikke til noget konkret resultat.

Forhandlingerne strandede på grund af "dyb mistro mellem" oprørere og myndigheder, siger en vestlig diplomat i Damaskus.

To gange i løbet af lørdagen kørte ambulancer ind i Baba Amro, der har været under særlig voldsom beskydning fra regeringsstyrkernes side i løbet af de seneste tre uger.

Men begge gange blev de stoppet af oprørsstyrker fra Den Frie Syriske Hær, oplyser en vestlig journalist, der er involveret i forhandlingerne om evakuering.

Journalisten, der ikke ønsker sit navn frem, siger, at oprørerne ikke ville lade evakueringen finde sted, fordi de hævder, at det syriske regime har anholdt ni af de mennesker, der blev evakueret fredag.

ICRC har undersøgt Den Frie Syriske Hærs påstand og siger, at ingen af de evakuerede er anholdt.