Syrien optrapper angreb på oprørsbyer

Assad slår hårdt ned på oprøret i Syrien, hvor 22 meldes dræbt. Oppositionen afviser Assads ny forfatning

Syriske regeringsstyrker optrapper nu angrebene mod oprørsbyer. 22 er meldt dræbt. (Foto: AP/Shaam News Network via APTN)
Syriske regeringsstyrker optrapper nu angrebene mod oprørsbyer. 22 er meldt dræbt. (Foto: AP/Shaam News Network via APTN)

Syriske regeringsstyrker rettede torsdag nye angreb mod Deraa i det sydlige Syrien, samtidig med at angrebene på oprørsbyerne Homs og Hama fortsætter, tilsyneladende med uformindsket styrke.

I Homs fortsætter præsident Bashar al-Assads soldater bombardementet af byen for syttende dag i træk.

Lidt længere nordpå, i den centrale Hama-provins, er 18 mennesker dræbt. Størstedelen er soldater, der har sluttet sig til oprørsstyrken Den Frie Syriske Hær.

Tre regeringssoldater og en civil meldes dræbt i Deraa, hvor de første demonstrationer mod Assads styre oprindeligt begyndte for 11 måneder siden.

En indbygger i Deraa fortæller over telefonen, at regeringsstyrker angriber provinsen "landsby efter landsby".

- Det er meget metodisk, siger indbyggeren, der blot kalder sig Mohammed.

- Den Frie Syriske Hær forsøger at presse dem tilbage, men de er ikke godt nok udrustet og bliver tvunget tilbage. Regimets styrker hævner sig på indbyggerne, siger han.

I hovedstaden Damaskus har sikkerhedsstyrker anholdt den fremtrædende menneskeretsaktivist Mazen Darwich og flere andre aktivister.

Darwich, som er leder af Det Syriske Center for Medier og Ytringsfrihed, har været aktiv i arbejdet med at dokumentere det syriske styres krænkelser af menneskerettighederne i løbet af de foreløbig 11 måneders uroligheder i landet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Præsident Assad, hvis regering har advaret om, at den vil knuse al modstand fra det, den beskriver som "bevæbnede terrorbander", meddelte onsdag, at en ny forfatning snart vil blive sendt til folkeafstemning.

Oppositionen afviser imidlertid styrets seneste udspil.

- Forfatningsudkastet er ikke andet end et politisk værktøj eller et dokument, der er udarbejdet af et barbarisk regime, skriver en af Syriens oppositionsgrupper, De Lokale Koordinationskomitéer, i en meddelelse.

- Vi opfordrer syrerne til at boykotte den påståede folkeafstemning for at understrege manglen på folkelig opbakning til dette kriminelle regime, tilføjer gruppen.

USA har kaldt Assads plan om at sende den ny forfatning til folkeafstemning for "morsom", mens Rusland - som sælger en betydelig mængde våben til Syrien - ser det som et positivt skridt.