Sikkerhedschef i Port Said fyret efter vold

Egyptiske indenrigsminister har fyret sikkerhedschefen i Port Said, hvor 74 fodboldtilskuere omkom onsdag

Den egyptiske regering har fyret chefen for sikkerhedsstyrkerne i havnebyen Port Said, efter at 74 tilskuere omkom ved en fodboldkamp onsdag aften.

Det skriver nyhedsbureauet MENA

Indenrigsminister Mohammed Ibrahim fyrede sikkerhedschef Essam Samak, fordi sikkerhedsstyrkerne ikke greb ind, da der opstod ballade på fodboldbanen umiddelbart efter det sidste dommerfløjt.

Uroen er det blodigste ved en fodboldkamp i Egypten og har chokeret den internationale sportsverden.

Volden opstod, da tilhængere af fodboldholdet Al-Masri fra Port Said løb ind på banen og forfulgte spillere og tilhængere fra modstanderne Al-Ahli, der kommer fra Kairo.

Port Said tilskuerne smed sten og flasker mod Kairo-tilhængerne, og der udbrød tumult på hele stadion.

Indenrigsministeren siger, at de fleste omkom på grund af slag. Men læger i byen siger, at mange også blev stukket ihjel.

Politiet i Port Said siger, at 47 personer er anholdt i forbindelse med urolighederne.