Kampe blusser op i vigtige libyske byer

Kampe mellem oprørsstyrker og Gaddafi-loyale soldater blusser op omkring tre vigtige byer i Libyen

Kampe om tre byer i Libyen, som Muammar Gaddafi-tro styrker fortsat kontrollerer, blusser op, og øjenvidner beretter om voldsomme skudvekslinger.

Kampene skal være hårdest omkring byen Bani Walid syd for den libyske hovedstad, Tripoli og ved byen Sirte ved Middelhavskysten, hvor Muammar Gaddafi er født og menes at have stor opbakning.

Ifølge tv-stationen Al-Jazeera står oprørsstyrkerne lige uden for bymuren til Bani Walid. De vil dog ikke rykke ind i byen, før der er kommet forstærkninger fra andre byer i området, siger en lokal oprørsleder til tv-stationen.

- Søndag står vi i venteposition og venter på ordrer, siger general Atiya Ali Tarhuni, der leder oprørerne omkring den gamle oaseby.

Han siger, at der dog stadig er hårde kampe i gang i området omkring byen, og at tunge våben anvendes.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er mindst tre oprørere dræbt og mange flere såret. Søndag eftermiddag kunne ambulancer ses køre til og fra kampområdet.

Også ved Sirte er der kampe i gang. Men her gør Gaddafis-tro styrker fortsat stor modstand, og oprørerne holder sig ifølge øjenvidner sig på afstand af byen.

Begge sider sender dog hele tiden granater og tungt artilleri mod hinandens positioner, siger øjenvidner.

Alle forhandlinger mellem oprørernes Nationale Overgangsråd, TNC og Gaddafis styrker er brudt sammen, og TNC's leder, Mustafa Abdel Jalil, har sagt, at situationen omkring de Gaddafi-kontrollerede byer nu er "i hænderne på generalerne på slagmark".

Det er fortsat uklart, hvor Muammar Gaddafi befinder sig, efter at han er fjernet fra magten af TNC, og flygtede fra Tripoli den 23. august.

Der har været forlydender om, at han er enten i Sirte eller befinder sig i ørkenbyen Sabha i den sydlige del af landet, hvor der også er kampe i gang.