Flygtningestrøm fortsætter fra Libyen

Tusindvis af mennesker strømmer fortsat dagligt over grænsen til Tunesien på flugt fra krigen i Libyen

Flere tusinde mennesker strømmer fortsat over grænsen til Tunesien hver eneste dag.

- Vi anslår, at der kommer omkring 6000 libyere over grænsen i døgnet. Derudover kommer der omkring 300 flygtninge og fremmedarbejdere, som overvejende har baggrund i Afrika syd for Sahara.

Det siger Rocco Nuri i det midlertidige kontor, som FN's Flygtningehøjkommissariat har etableret i Zarzis i Tunesien.

Kontoret blev åbnet, da flygtninge væltede ind over grænsen i februar og marts. På det tidspunkt kom der 12.000 om dagen.

Der er tre flygtninge-transitlejre på grænsen mellem Tunesien, hvor der i alt bor 4500 flygtninge.

- Vi anslår, at der er omkring 60.000 libyere i Tunesien som følge af krigshandlingerne. De fleste af dem klarer sig uden hjælp fra os, tilføjer Nuri.

Der er kun 1500 libyere i tre transitlejre ved grænsen til Libyen, men flere tusinde mennesker fra Somalia, Eritrea, Sudan og andre afrikanske lande syd for Sahara.

De boede i Libyen, da krigen brød ud, og mange af dem var der illegalt. Nogle er flygtet på grund af konflikten, mens andre blev udsat for vold og overgreb.

Rocco Nuri fremhæver, at Tunesien og landets indbyggere har været meget åbne og hjælpsomme over for flygtningene.

Tuneserne er virkelig generøse. Først og fremmest holdes grænserne åbne og kun et lille fåtal af flygtninge bliver afvist. Støtten fra myndighederne, militæret og lokalbefolkningen er formidabel, siger Nuri.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere