Terrorangreb mod luksushotel i Kabul

Sent tirsdag aften angreb flere bevæbnede mænd Hotel Intercontinental i Afghanistans hovedstad

Hotel Intercontinental i Kabul bliver ofte benyttet af vesterlændinge. (Foto: Hotel Intercontinental)
Hotel Intercontinental i Kabul bliver ofte benyttet af vesterlændinge. (Foto: Hotel Intercontinental)

Hotel Intercontinental i Afghanistans hovedstad, Kabul, blev sent tirsdag aften lokal tid angrebet af flere bevæbnede mænd.

Talebans talsmand, Zabiullah Mujahid, oplyser overfor nyhedsbureauet AP, at Taleban har ansvaret for angrebet.

Ifølge øjenvidner på stedet har mindst én selvmordsbomber sprængt sig selv i luften på hotellet.

Jawid, en gæst på hotellet, som nyhedsbureauet AP har talt med, fortæller, at han sprang ud af et vindue på første sal, da angrebet skete.

- Jeg løb med min familie. Der var skyderi, og restauranten var fyldt med gæster, fortæller han.

Ifølge den amerikanske avis Wall Street Journal deltog fire selvmordsbombere i angrebet.

Det lokale politi oplyser, at det kom til en længere ildkamp inde på hotellet.

- Der er tale om et angreb på Hotel Intercontinental. Der er flere bevæbnede mænd, der skyder, siger chefen for Kabuls kriminalpoliti, Mohammad Zahir til nyhedsbureauet Reuters.

Han siger, at flere politifolk er blevet såret ved angrebet.

Der er ikke umiddelbart meldt om døde eller sårede gæster på Hotel Intercontinental, der er kendt for at huse mange vesterlændinge.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere