MOSKVA (ekstrabladet.dk): Mindst to personer blev dræbt, 63 kvæstet og 28.000 mennesker evakueret efter tusindvis af eksplosioner har rystet Ruslands største våbendepoter ved byen Isjevsk i republikken Udmurtien ved Uralbjergene. Blandt de sårede er en 8-årig pige. Ifølge myndighederne blev 18 sårede indlagt med alvorlige kvæstelser.
De gamle sovjetiske missiler, granater og bomber er i fuld gang med at eksplodere – eksplosionerne sker med jævnlige 2-3 minutters mellemrum. En vildsom brand er brudt ud i flere hærens våbendepoter.
Ifølge netavisen lifenews.ru blev dusinvis af huse, en børnehave og skole ramt af eksplosionerne.
Vil fordoble missil-arsenal
I marts måned besøgte den russiske premierminister Vladimir Putin militæranlæg i republikken Udmurtien og lovede at fordoble landets missil-arsenal – som svar på den vestlige aktion mod Libyen.
For en uge siden blev en række våbendepoter i den russiske republik Basjkirien ramt af missil-eksplosioner.
I november 2009 rystede missil-eksplosioner et af hærens våbendepoter i byen Uljanovsk, der ligger 900 kilometer øst for Moskva.