Mladic græd, da han sagde farvel

Den serbiske eksgeneral Ratko Mladic er ankommet i Holland, hvor han er anklaget for krigsforbrydelser

Ratko Mladic, 69, var kendt som en hensynsløs hærchef under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Men han græd, da han blev udleveret til retsforfølgelse i Haag. (Foto: AP)
Ratko Mladic, 69, var kendt som en hensynsløs hærchef under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Men han græd, da han blev udleveret til retsforfølgelse i Haag. (Foto: AP)

Ratko Mladic græd, da han tog afsked med sin kone, inden han blev sat på et fly til Holland, hvor han skal retsforfølges ved den internationale krigsforbryderdomstol i Haag.

Flyet med Ratko Mladic om bord landede tirsdag aften ved 20-tiden i lufthavnen i Rotterdam, hvorfra den krigsforbryderanklagede eksgeneral blev kørt videre til fængslet i Scheveningen ved Haag.

Inden afrejsen fik Mladic lov til at tage afsked med sin kone og søster i fængslet i den serbiske hovedstad Beograd.

Ifølge hans advokat, Milos Saljic, brød Mladic sammen i gråd under besøget, rapporterer nyhedsbureauet Associated Press.

Ratko Mladic kunne udleveres, da en domstol i Beograd tidligere i dag afviste hans anke og konkluderede, at den 69-årige eksgeneral er frisk nok til en retssag.

- Mladic er anklaget for de værste forbrydelser mod menneskeheden og de mest alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, siger Serbiens justitsminister, Snezana Malovic.

Mladic er anklaget for folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden, herunder massakren i Srebrenica, hvor op mod 8000 ubevæbnede muslimske mænd og drenge blev dræbt.