Tornado rydder hel villavej - ingen dræbte

På sekunder ødelagde en tornado husene på en hel villavej i Missouri. Men mirakuløst blev ingen dræbt

Et helt villakvarter i Bridgeton, USA, blev lagt øde af tornadoen. Kun enkelte huse står tilbage, men ingen mennesker kom noget til./Foto: Jeff Roberson/AP)
Et helt villakvarter i Bridgeton, USA, blev lagt øde af tornadoen. Kun enkelte huse står tilbage, men ingen mennesker kom noget til./Foto: Jeff Roberson/AP)

Vindstyrken var op til 265 kilometer i timen, da en tornado ramte dette villakvarter på Beaverton Drive i Bridgeton, Missouri.

Da tornadoen drog videre på sin 30 minutter lange hærgen gennem Missouri i USA, lå en stor del af det velhavende nabolag i ruiner.

Tornadoen var den mest ødelæggende siden 1967, hvor flere end 200 mennesker blev dræbt i Missouri.

Denne gang blev ingen slået ihjel, og der meldes ikke engang om tilskadekomne. Indbyggerne fik et varsel på 40 minutter før tornadoen ramte, og mange nåede i sikkerhed i kældrene.

Men redningsmandskab gennemsøger nu ruinerne, og det kan endnu ikke udelukkes, at der ligger mennesker i de knuste huse.

- Vi leder efter familiemedlemmer, som kan være forsvundet, siger redningschef Garry Earls.

Tornadoen, der ramte St. Louis området Langfredag, er blevet klassificeret til styrke 4 på skalaen, der går til 5.

1200 hjem ødelagt
I hele St. Louis området blev cirka 1200 hjem mere eller mindre ødelagt af stormen og tusinder af beboere er stadig uden strøm.

Ron Henderson, pensioneret politichef, var en af de beboere, som søgte ly i kælderen, da stormvarslet kom.

- Da vi kom ned skubbede Ron mig ned mod gulvet og dækkede mig. Vi hørte glas knuses, og da det hele var overstået gik jeg op og sagde: elskede, der er intet hus mere, fortæller hans kone Peggy Henderson.

I lufthavnen i St. Louis blev et Boeing 757 fly fra American Airlines smadret af tornadoen. Taget på den ene terminal blæste af og vinduerne blev smadret. Passagerer måtte søge ly på blandt andet toiletterne.

Reddet af SMS
En sms-besked reddede muligvis medlemmer af menigheden 'Ferguson Christian Church', der var samlet for at se filmen 'Passion of the Christ' med Mel Gibson om Jesus korsfæstelse.

- Der er en tornado på vej mod jer, lød sms-beskeden til en fra menigheden, og 30 voksne og fire børn skyndte sig ned i kælderen under kirken.

En af dem var tidligere minister Joni Bellinger, der fortæller, at et minut senere ramte tornadoen: - Vi følte trykket i ørerne. Alt begyndte at flyve rundt, og det lød som et tog. Boom, boom, boom ! Jeg har aldrig oplevet noget så voldsomt, fortæller eks-ministeren til lokale medier.

- Børnene græd, og de voksne slog ring om dem for at beskytte dem. Pludselig var det hele overstået. Vi omfavnede hinanden og takkede Gud for, at vi var i live, siger Joni Bellinger dagen efter tornadoen.