Tre betjente sprængt ihjel af taleban

Selvmordsangreb mod et af politiets træningscentre i Afghanistan koster tre betjente livet

Militante taleban-krigere foretog tidligt torsdag et selvmordsangreb mod et træningscenter for politifolk i Afghanistan og dræbte tre betjente.

- Det lykkedes en af gerningsmændene at sprænge sin selvmordsbombevest, siger en talsmand for den lokale guvernør.

Talsmanden tilføjer, at en anden militant blev skudt og dræbt, mens det lykkedes en tredje at stikke af efter angrebet, der også sårede to betjente.

Angrebet i Paktya-provinsen, der ligger tæt ved grænsen til Pakistan, var et af tre selvmordsbombeangreb mod regeringsansatte eller militær torsdag morgen.

20 kilometer fra Kabul eksploderede en bombe ved en højtstående embedsmands kontor, siger politiet i hovedstaden. Her blev fire personer såret, heriblandt tre politifolk.

Taleban har taget skylden for begge angrebene.

Torsdagens tredje selvmordsangreb sårede tre personer, hvoraf to var kvinder, i den sydlige by Kandahar, der er en af Talebans højborge.

Afghansk politi siger, at angrebet var rettet mod en amerikansk militærkonvoj, men at selvmordsbombemanden blev afsløret og bragte sin bombe til sprængning, inden han kunne nærme sig konvojen.