Desperate ivorianere flygter i både

Mange borgere fra Elfenbenskysten er nu så desperate for at slippe ud af landet, at de flygter i både

I Elfenbenskysten fortsætter de blodige kampe, som efterhånden har medført, at op mod en million mennesker er flygtet fra deres hjem.

Omkring 100.000 af de desperate ivorianere er indtil videre sluppet over grænsen til Liberia, men i weekenden besluttede Elfenbenskysten at lukke grænsen.

Men de bange borgere trodser de lukkede grænser og fortsætter flugten.

- I går så vi 15 lokale fiskerbåde med 10-20 personer i hver. Selvom farvandet mellem Liberia og Elfenbenskysten er meget uroligt, havde de valgt at flygte den vej.

- Det ser jeg som et udtryk for desperation, siger Camilla Winther Kragelund, der er udsendt af Dansk Flygtningehjælp og har været med til at modtage flygtningene.

I Liberia sørger hjælpearbejderne for, at de mange flygtninge får mad, vand og et sted at sove.

De fleste bliver indkvarteret privat i en række landsbyer i grænseområdet, hvor man så hjælper de liberianske værtsfamilier med madforsyninger og bygger brønde.

- Vi ser mange, der er udmattede. De har gået i mange dage, og en stor del er flygtet over hals og hoved. De er gået og gået i flere dage og har ikke vidst, hvornår de ville få deres næste måltid, siger Camilla Winther Kragelund.

- Det er i høj grad kvinder og børn, der kommer. Det hænger sammen med, at mændene - på trods af risikoen for at blive hjemme - vælger at blive for at passe markerne, så der er noget at komme hjem til.

Urolighederne i Elfenbenskysten brød ud i kølvandet på præsidentvalget i november, da den siddende præsident, Laurent Gbagbo, nægter at lade den retmæssige vinder af valget, Alassane Ouattara, overtage posten.

Meget tyder dog på, at kampene efterhånden er gået ind i den afgørende fase. Senest er Alassane Ouattaras tropper trængt ind i Abidjan, der er Gbagbos højborg og landets største by.

Her har Ouattaras tropper indledt, hvad de kalder det sidste angreb på præsidenten.