Boring i gang for at redde minearbejdere

700 meter under jorden venter 33 chilenske minearbejdere på at blive reddet. Mandag starter redningsboringen - men det går langsomt, og alternativer overvejes

Redningsmandskab går i dag i gang med at grave sig ned til de 33 minearbejdere. Her tænder pårørende lys for de fangede minearbejdere. (Foto: AP)
Redningsmandskab går i dag i gang med at grave sig ned til de 33 minearbejdere. Her tænder pårørende lys for de fangede minearbejdere. (Foto: AP)

Redningsarbejdere i Chile indleder senere mandag den boring, som skal redde de 33 minearbejdere, der i 25 dage har siddet indespærret over 700 meter under jorden.

Den første plan, der handles efter, er at fræse et hul med et australsk-fremstillet hydraulisk bor. Det skal bore et hul med en diameter på 66 centimeter og lige nok til at kunne hive et menneske op igennem.

Arbejdet ventes at tage mellem tre og fire måneder. Det hydrauliske bor kan maksimalt bore 20 meter om dagen.

Men andre idéer er stadig til overvejelse. En af dem er at udvide en eksisterende skakt med 12 centimer i diameter. Skakten befinder sig 300 meter fra det beskyttelsesrum, hvor de 33 minearbejdere sidder indespærret.

Hvis det viser sig at være realistisk, så kan minearbejderne slippe ud i løbet af 60 dage.

Geotec, der er selskabet, som råder over boreudstyret, siger, at mange muligheder har været under overvejelse.

- Vi har modtaget 10 forskellige muligheder. Indtil nu er der ikke nogen alternativer, som vil gøre det muligt for os at få dem ud på 30 dage, siger Geotecs leder, Walter Herrera.

Minearbejderne kommunikerer med folk på jorden gennem et smalt rør, det lykkedes at bore ned til beskyttelsesrummet på et tidspunkt, hvor de fleste havde opgivet håbet om at finde de 33 i live. Det er også gennem denne nødboring, at minearbejderne får mad og drikke.

Søndag talte de indespærrede minearbejderne for første gang i telefon med familie og slægtninge. Det anses for ekstremt vigtigt at holde modet oppe hos minearbejderne, der opholder sig i fugt og stærk varme i det trange beskyttelsesrum.