Døde da campingplads blev oversvømmet

To campingpladser i en nationalpark i Arkansas er ramt af oversvømmelser, der har kostet mindst 16 mennesker livet

Store vandmængder er strømmet gennem to campingpladser i en nationalpark i den amerikanske delstat Arkansas og har foreløbig kostet 16 mennesker livet, oplyser politiet.

Helikoptere er sat ind i et forsøg på at finde overlevende i det bjergrige område, hvor vandstanden i floderne steg med seks meter på grund af voldsom regn natten over.

Tidligt fredag morgen skyllede vandet pludseligt ind over parken, hvor campisterne lå og sov.

- De har formentlig ikke fået et varsel, siger Arkansas' guvernør, Mike Beebe.

Foreløbig er 30 personer reddet ud af området i live. Det er uklart, hvor mange personer der opholdt sig i området.

Det er ikke oplyst, om de omkomne er lokale eller om det er besøgende i Ouachita-nationalparken, der strækker sig over 700.000 hektar i Arkansas og Oklahoma.