Mænd havde trekant med 12-årig

Mænd på 52 og 34 år kendt skyldige i trekantsex med 12-årig pige på hotel syd for Aalborg

To mænd på 52 og 34 år fra Aalborg-området blev torsdag fundet skyldige i at have haft samleje med en kun 12-årig pige, skriver nordjyske.dk.

Begge mændene er gifte familiefædre og har erkendt at have haft sex med pigen, som de troede var 16 år gammel.

Den 52-årige fik kontakt til pigen i et chatforum i marts 2009, og kort efter de første chatsessioner mødtes de ansigt til ansigt, og manden tog den 12-årige med hjem og havde samleje med hende.

En uge senere aftalte han et møde med pigen på et hotel syd for Aalborg. Ved den lejlighed fik de selskab af en 34-årig mand, den 52-årige havde lært at kende på nettet, og de to mænd havde trekantsex med den 12-årige.

Pigen har til politiet forklaret, at hun helt frivilligt havde sex med de to mænd, og forklarede endvidere, at hun helt bevidst løjet sig ældre over for dem og sagt, at hun var 16 år.

En domsmandsret i Aalborg fandt i dag de to mænd skyldige, men begge mændene skal mentalundersøges inden strafudmålingen.

Det var pigens forældre, der fik nys om den 12-åriges forhold til de to voksne mænd og meldte mændene til politiet, skriver nordjyske.dk.