Organisationer vil sende nyt skib mod Gaza

Organisationer bag flåden af skibe med nødhjælp, som mandag blev bordet af israelske soldater, hvor ni blev dræbt, vil sende et nyt skib mod Gaza

Organisationerne bag skibskonvojen, som mandag blev bordet af israelsk militær, vil om få dage sende et nyt skib med nødhjælp mod Gaza. Det skriver den norske avis Aftenposten ifølge nyhedsbureauet NTB.

Lederne af organisationen Free Gaza Movement siger til avisen, at de i øjeblikket er mere motiverede end nogensinde på at komme til Gaza med skib.

Mindst ni aktivister blev mandag dræbt, da israelske marinesoldater bordede seks skibe i internationalt farvand. Skibene var sammen med omkring 700 aktivister på vej til Gaza med 10.000 ton nødhjælp. På et af skibene udviklede bordingen sig til dødelige sammenstød.

Alligevel sender Free Gaza Movement et nyt skib, der skal forsøge at slippe igennem den blokade, som Israel opretholder i havet ud for Gazastriben.

Et skib ved navn Rachel Corrie forlod søndag Malta og skal ifølge planen samle en række kvinder fra Free Gaza Movement op i internationalt farvand ud for Grækenland eller Tyrkiet.