Runes kiste ankommet til kirken

Klokken 13 siger familie, venner og soldaterkammerater farvel til den 22-årige konstabel

Flaget står på halv i Ubberup Kirke i dag. (Foto: Per Rasmussen)
Flaget står på halv i Ubberup Kirke i dag. (Foto: Per Rasmussen)

Den nærmeste familie til den dræbte 22-årige konstabel Rune Westy Nielsen er for kort tid siden ankommet til Ubberup Valgmenigheds Kirke i Kalundborg, og kisten er båret ind i kirken.

Klokken 13 begynder mindeceremonien, hvor familie, venner og soldaterkammerater skal tage endeligt afsked med Rune, som døde, efter han blev ramt af en sprængladning i Helmand-provinsen i Afghanistan.

'Last Post'
Salmerne 'Hil dig Frelser og Forsoner', 'Du kom med alt, hvad der er dig' og 'Du, som har tændt millioner af stjerner' skal sende den unge soldat ud på sin sidste rejse.

Valgmenighedspræst Marianne Aagaard Skovmand står for begravelsesprædiken, og når kisten sænkes i jorden, vil en trompetist fra den kongelige livgardes musikkorps vil blæse melodien 'Last Post'.

29. danske dødsoffer
Rune Westy Nielsen er det 29. danske dødsoffer for krigen i Afghanistan.

Han blev hårdt såret 31. oktober, da han var på fodpatrulje i Helmand-provinsen i Afghanistan.

Han blev fløjet til Danmark, men 17. november måtte lægerne på Rigshospitalet opgive at redde den unge soldats liv.

- Vores tanker går til Rune Westy Nielsens familie og venner, som må lide dette svære savn, sagde chefen for Den danske Kampgruppe, oberst Karsten Eiholm Kjær, efter den unge soldats død.

- Også her i de danske lejre er tabet et hårdt slag ikke mindst for hans nærmeste kammerater. Vi har ikke blot mistet en soldat, men også en kollega og ven. Han vil blive savnet.

Familien har valgt en civil begravelse med militært islæt. Det betyder, at forsvaret vil være repræsenteret af chefen for Gardehusarregimentet, oberst Tommy Paulsen, og kolleger fra Gardehusarregimentet.

1 af 3 En flot hjertekrans lavet i blomster er lagt uden for kirken. (Foto: Per Rasmussen)
2 af 3 Rune blev kun 22 år. (Foto: HOK)
3 af 3 Flaget står på halv i Ubberup Kirke i dag. (Foto: Per Rasmussen)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere