Australien ramt af voldsomme skovbrande

Mere end 1000 brandmænd er sat ind og hundredvis af beboere gøres klar til at blive evakueret i kølvandet på voldsomme brande i Australien

Nu hærger voldsomme skovbrande igen i Australien. Myndigheder og beboere i den østlige dele af landet har i dagevis været i højeste alarmberedskab efter en periode med høje temperaturer og ingen regn, og nu er de første brande brudt ud.

Myndighederne i delstaten New South Wales har hævet alarmberedskabet til det allerhøjeste. Det betyder, at hundredvis af beboere i en række byer må gøre klar til at forlade deres hjem.

Mere end 1000 brandfolk er sat ind i kampen mod ilden, der især hærgrer i byerne Rylstone, Kandos og Clandulla cirka 170 kilometer nordvest for Sydney. Brandfolkene kæmper ifølge myndighederne med over 100 brande, hvoraf den ene har ramt et område på omkring 1200 hektar.

Temperaturerne i og omkring Sydney har i dagevis ligget på cirka 40 grader. Det fik for flere dage siden myndighederne til for første gang at udsende en "rød kode" alarm. Det betyder, at der er stor risiko for de skovbrande, der altså nu er brudt ud.

Myndighederne har ændret alarmberedskabet, efter Australien i februar blev hærget af den såkaldte Black Saturday-brand. Den endte med at koste 173 livet i delstaten Victoria.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere