Britisk militær: Fem år mere i Afghanistan

Både den britiske forsvarschef og den øverste britiske kommandant i Afghanistan regner begge med, at soldaterne skal blive i yderligere fire-fem år

Den britiske forsvarschef, flyvevåbenmarskal Jock Stirrup, vurderer, at de udenlandske styrker formentlig først vil kunne overdrage ansvaret for Afghanistans sikkerhed i 2014.

Stirrup siger til den britiske radio BBC, at tidsplanen fra den amerikanske kommandant for USA's og Natos styrker i Afghanistan, general Stanley McChrystal, næppe holder.

- General McChrystal anslår, at det ikke bliver før 2013. Jeg mener, at det er en smule optimistisk. Jeg vil sige omkring 2014, siger Stirrup:

- Det bliver selvfølgelig en gradvis proces. Det bliver ikke en forandring i ét hug.

Tidligere sagde den øverste britiske kommandant i Afghanistan, general Jim Dutton, at det vil vare tre-fire år at nå målet om at kunne overdrage sikkerhedsansvaret til det afghanske militær og politi.

Dutton siger til BBC, at den folkelige tilslutning til det militære engagement i Afghanistan er forudsætningen for succes.

Bekymringen over de omkring 9000 udstationerede britiske soldater er voksende i disse uger i takt med, at dødstallet stiger.

Antallet af dræbte britiske soldater i Afghanistan siden invasionen i 2001 steg søndag til 231, da en soldat mistede livet i en britisk træfning med Taliban i Helmandprovinsen i den sydlige del af landet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere