Danskdrevet klinik i Gaza bombet

- Vores mandlige koordinator i Gaza By græd i telefonen. Hans kone og børn er brudt sammen, og han selv er på randen af sammenbrud, lyder det fra Folkekirkens Nødhjælp

En danskdrevet klinik for gravide, småbørn og deres mødre i Gaza By blev lørdag bombet under et israelsk luftangreb. (Foto: AP)
En danskdrevet klinik for gravide, småbørn og deres mødre i Gaza By blev lørdag bombet under et israelsk luftangreb. (Foto: AP)

En klinik i Gaza By for gravide, børn og småbørnsmødre, der er drevet af Folkekirkens Nødhjælp, blev lørdag jævnet med jorden ved et israelsk missilangreb, fortæller koordinator for Folkekirkens Nødhjælps Mellemøsten-arbejde, Malene Sønderskov til ekstrabladet.dk.

- Ingen mennesker kom noget til, da de ansatte havde fået en indikation om, at noget var i gære, men klinikken er totalt ødelagt. Undersøgelseslokalerne, det tilknyttede apotek og alt det medicinske udstyr blev pulveriseret ved angrebet - alt er væk, siger Malene Sønderskov til ekstrabladet.dk.

Den israelske blokade af grænseovergangene til Gaza gør det uvist, om klinikken kan genopbygges før den igangværende krig er overstået.

- Det er helt umuligt at sige noget om, hvornår vi eventuelt kan genopbygge klinikken - det afhænger af krigens gang og af hvorvidt blokaden ophæves, siger Malene Sønderskov.

Tæt på sammenbrud
Folkekirkens Nødhjælps lokale koordinator i Gaza By, en palæstinensisk mand ved navn Omar, der er gift og har tre mindreårige børn, balancerer på randen af et sammenbrud.

- Han græd, da jeg talte med ham i telefonen i dag. Hans families boligkompleks blev bombet af israelerne i nat, og det var med nød og næppe, at han og hans hustru og tre børn i alderen et til fem år nåede ud, før bomberne faldt. Hans kone og børnene er helt brudt sammen, og selv holder han sig alene oppe ved at fokusere på konkrete opgaver med at sørge for et dagligt måltid mad til beboere i en flygtningelejr og ved at løse den meget vigtige opgave med at holde generatorer, der driver blodbankernes frysere, kørende, siger Malene Sønderskov til ekstrabladet.dk.

Tidligere i denne uge blev tre mobile feltklinikker, der er finansieret af Folkekirkens Nødhjælp, ødelagt ved et israelsk missilangreb i Gaza By.