Danske feltklinikker bombet

Tre feltklinikker fra Folkekirkens Nødhjælp bombet i Gaza. - Vores mulighed for at yde akut hjælp er smadret, siger generalsekretær

De tre mobile sundhedsklinikker blev totalt ødelagt ved det israelske bombardement. (Foto: Union of Healthcare Committees)
De tre mobile sundhedsklinikker blev totalt ødelagt ved det israelske bombardement. (Foto: Union of Healthcare Committees)

Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær, er dybt rystet, efter at det tirsdag blev kendt, at israelske bomber kastet over Gaza By har smadret tre mobile klinikker, der skulle have behandlet lettere sårede og visiteret patienter for at lette noget af presset på det krigshærgede områdes stærkt overbebyrdede hospitaler.

- Vi var klar til at hjælpe sårede og nødlidende, fordi vores biler har været til stede og køreklare inde i Gaza. Nu er denne mulighed for hurtig og akut hjælp smadret. Vi er dybt rystede over, at de israelske bombardementer nu direkte umuliggør den humanitære indsats, siger Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Sårede kan ikke få hjælp
Folkekirkens Nødhjælp samarbejder i Gaza og på Vestbredden med den humanitære organisation ’Union of Healthcare Committees’ og har blandt andet bidraget til en opgradering af de tre mobile klinikker, som er et meget vigtigt element i den lægelige indsats under den nuværende krigssituation.

De mobile klinikker er mindre lastbiler indrettet med avanceret klinikudstyr således at de kan fungere som mobile sundhedsklinikker. Klinikkerne er bemandet med lokale palæstinensiske læger og sygeplejersker.

- I den nuværende situation, hvor det er forbundet med fare for folks liv at bevæge sig udenfor, er tilstedeværelsen af mobile klinikker meget vigtig, fordi klinikkerne kan komme sårede til hjælp, som ikke selv kan opsøge hjælp på grund af krigssituationen. Den hjælpeindsats er nu ødelagt, siger humanitær rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, Kasper Engborg, der tidligere har været udstationeret for FN i tre år i de palæstinensiske områder, til ekstrabladet.dk.

Forværring af desperat situation
På de mobile klinikker kan der foretages behandling af lettere krigsskader, mindre operationer og en visitation af de sårede, så ambulance- samt hospitalsressourcer udnyttes bedst muligt.

- Når man påtænker, hvor overbebyrdet den i forvejen nødlidende palæstinensiske sundhedssektor er netop nu, er det katastrofalt, at tre klinikker på den måde er blevet bombet. Det er en væsentlig forværring af en i forvejen desperat situation i området, at vi ikke hurtigt kan komme sårede til undsætning, siger Kasper Engborg.

Måske umuligt at få nyt materiel
Ingen sygeplejersker eller læger er tilsyneladende kommet alvorligt til skade, da bombardementet skete om natten, men bilerne, der aldrig nåede at komme i funktion, er totalt udbombede.

- Vi har netop fået billeder, der viser, hvordan bilerne er bombede og helt ødelagte. Vi er rystede over, at israelerne går direkte efter humanitære mål. Bilerne er tydeligt mærkede med Røde Kors symboler. Det er en overtrædelse af Genèvekonventionen, siger Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær.

De tre mobile klinikker vil muligvis aldrig blive erstattet med nye.

- Det er komplet umuligt at få noget ind i Gaza, som situationen er nu, men vi er forpligtet til at forsøge at stille nye mobile klinikker til rådighed for 'Union of Healthcare Committees', men det kan vise sig at være en umulig opgave. Hvis det lykkes for os at købe en lastbil inde i selve Gaza - en mulighed der muligvis er ikke-eksisterende i den nuværende situation - kan vi i løbet af en uge have en ny mobilklinik på hjul. Men da det er umuligt at indføre køretøjer, medicinsk udstyr og alt andet til Gaza netop nu, er der stor risiko for, at klinikkerne ikke bliver genetableret på denne side af krigen med tab af menneskeliv som en sandsynlig følge, siger Kasper Engborg til ekstrabladet.dk.

1 af 3 Der går en uge - og kun hvis Folkekirkens Nødhjælp kan købe en lastbil inde i selve Gaza - inden en mobilklinik igen kan være på hjul. (Foto: Union of Healthcare Committees)
2 af 3 - Bilerne er tydeligt mærkede med Røde Kors symboler. Det er en overtrædelse af Genèvekonventionen, siger Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær, om bombningen af de tre feltklinikker. (Foto: Union of Healthcare Committees)
3 af 3 De tre mobile sundhedsklinikker blev totalt ødelagt ved det israelske bombardement. (Foto: Union of Healthcare Committees)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere