'Lufthansa gjorde et kæmpe arbejde'

null

Efter flugten fra Café Leopold gemmer Jesper Bornak og de fem Lufthansa-folk sig, indtil det bliver lyst. På det tidspunkt er Lufthansa-folkene i kontakt med flyselskabet, der er gået i gang med at iværksætte en omfattende redningsaktion.

Jesper Bornak bliver hentet ud sammen med Lufthansa-folkene. I første omgang til et andet hotel væk fra angrebet.

Bryder sammen
Her bryder Jesper Bornak sammen:

– Det var første gang, det var svært at holde følelserne tilbage. Der knækkede filmen. Der var et par tårer, der skulle ud.

Selv om Jesper Bornak intet har med Lufthansa at gøre og aldrig havde mødt Lufthansa-folkene før det skæbnesvangre møde på Café Leopold, gør Lufthansa alt, hvad der er muligt for at redde Jesper Bornak væk fra terrorangrebet.

– Lederen fra Lufthansa siger, at det er vigtigt, at vi bliver sammen, så jeg evakueres sammen med de andre.

Jesper Bornaks pas ligger på hotellet, men den danske konsul udsteder et midlertidigt pas. Lufthansa forsøger at smugle Jesper Bornak igennem kontrollen, som om han tilhører crewet. Men de indiske myndigheder stopper ham. Han har ikke udrejsetilladelse.

Alle rejste sig
– Alle de 25 evakuerede Lufthansafolk rejser sig og protesterer. De siger, at hvis ikke jeg må rejse ud, så vil de heller ikke. Det er en meget, meget stærk oplevelse.

Den danske konsul presser de indiske myndigheder til at lade Jesper Bornak rejse ud. Han løber ud til flyet for at komme hurtigt væk, inden inderne måske ombestemmer sig.

– Det er også stærkt at opleve. De 25 besætningsmedlemmer står klar i flyet med et glas champagne. Lufthansa har gjort en fantastisk indsats.

Da flyet med de evakuerede lander i Frankfurt, er det danske udenrigsministerium klar. En krisepsykolog har fløjet Jesper Bornak i møde og følger ham hjem til Danmark.

Mit hjerte er i Mumbai
Nu mangler der bare den mentale oprydning. Jesper Bornak fortæller, at han højst sov to-tre timer, fra angrebet begyndte, til han landede i Frankfurt. Hele fredagen sov Bornak. Nu skal han til at få livet i gang igen:

– Jeg føler ikke helt, at jeg er kommet til Danmark endnu. En del af mit hjerte er stadig i Mumbai.

Jesper Bornak vil hurtigst muligt mødes med de andre fra flugten:

– Jeg deler nogle brikker med de fem andre fra Lufthansa, og de brikker skal vi have sat sammen igen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere