Terrorister ikke helt nedkæmpet

Flere gidsler er fundet dræbt, efter indiske specialstyrker trænger ind i bygning i Mumbai

Indiske specialstyrker indtog i dag det jødiske center i Mumbai og dræbte to terrorister. Der blev på stedet også fundet fem gidsler dræbt.

En israelsk diplomat fortalte, at der var fundet fem dræbte gidsler, hvis identitet ikke er fastslået. Det bekræftede indisk politi kort efter.

Terroristerne har holdt en række gidsler de seneste to døgn, heriblandt en jødisk rabbiner.

I timerne forinden havde der lydt høje eksplosioner fra det jødiske center.

På hotel Taj Mahal, som tidligere var erklæret ryddet for terrorister, blev der stadig skudt. Der var modstridende meldinger om, hvor mange bevæbnede mænd, der var tilbage i bygningen. En rapport sagde, at elitesoldater legede katten efter musen med en enkelt såret terrorist, der skulle bevæge sig rundt på to etager i det kæmpestore hotel. En anden melding lød, at der stadig var seks terrorister tilbage i bygningen.

Tidligere fredag dræbte politiet to militante islamister i hotel Oberoi og befriede 143 gæster.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere