Terrorister tager vestlige gidsler

Terrorister holder gidsler på hoteller i Mumbai. Der er ingen meldinger om danskere blandt de dræbte eller sårede, oplyser udenrigsministeriet til ekstrabladet.dk

En gruppe terrorister, som onsdag dræbte mindst 80 mennesker under angreb i den indiske by Mumbai, har angiveligt taget en række vesterlændinge som gidsler på to luksushoteller i storbyen.

Den indiske hær stormede ved 23-tiden dansk tid det ene af hotellerne, og der skal angiveligt have lydt en eksplosion.

Gidselstagningen fandt sted på hotellerne Oberoi og Taj. Begge hoteller blev stukket i brand, og folk måtte evakueres. Ifølge øjenvidner var terroristerne på jagt efter folk fra USA og Storbritannien.

- Jeg regner med, at de var ude efter udlændinge, for de spurgte efter amerikanske og britiske pas, siger et britisk øjenvidne, som slap væk fra hotellet Taj.

- De havde bomber. De kom fra restauranten, og de tog os ovenpå. Det var unge fyre på måske 20 år eller 25 år, fortæller han til tv-stationen NDTV.

Ekstra Bladet vil meget gerne høre fra dig, hvis du har kontakt til nogen i Mumbai eller selv befinder dig i byen. Send en SMS på 1224.

Terrorangrebene blev sat ind mindst ni steder i byen og omfattede blandt andet hovedbanegården, flere hoteller og cafeer, der er populære blandt turister. Politiet kunne hurtigt konstatere, at der var tale om en bølge af velkoordinerede angreb.

Antiterrorchef dræbt
Ifølge myndighederne er mindst 80 mennesker blevet dræbt, mens der er over 250 sårede. Blandt de dræbte er chefen for anti-terrorpolitiet i Mumbai (tidligere Bombay), oplyser lokale tv-stationer.

Det danske udenrigsministerium har ingen meldinger om, at danskere skal være kommet noget til.

- Vi taler løbende med den danske ambassade i New Delhi. Og foreløbig har vi ikke hørt om, at nogen danskere skulle være savnede eller tilskadekomne, siger vagthavende i Udenrigsministeriet til ekstrabladet.dk.

Muslimer mistænkes
Indien har tidlige været ramt af terrorangreb fra islamistiske grupper. Det er også militante muslimer, der mistænkes for at stå bag den seneste voldsbølge. En ukendt islamistisk gruppe, der kalder sig Deccan Mujahideen, har i en e-mail til flere indiske nyhedsorganisationer hævdet, at det var den, som stod bag de dødelige angreb.

Mumbai er Indiens finansielle centrum.

1 af 4 
2 af 4 
3 af 4 
4 af 4 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere