Seks dræbt af bomber i Bagdad

Seks blev dræbt, da tre bomber mandag eksploderede i Bagdad. Den irakiske viceolieminister og mindst 22 andre blev såret

Iraks viceolieminister Saheb Salman Qutub blev såret ved et bombeangreb uden for sit hus i Bagdad i dag, oplyser de irakiske myndigheder.

En serie af bombeangreb dræbte i morges i alt seks mennesker og sårede 23, heriblandt ministeren.

To bomber blev bragt til sprængning i morgenmyldretiden i et overvejende shiamuslimsk område i det centrale Bagdad. Den ene bombe var skjult i en skraldespand, siger kilder i politiet. Her blev seks dræbt og 21 såret, heriblandt 10 politibetjente.

En tredje bombe, der var placeret nær viceolieministerens hus, sårede ham og hans chauffør, som blev alvorligt kvæstet ved angrebet.