PET: Al Qaida video er ægte

Videoen med selvmordsbomberen fra Pakistan, som Al Qaida i dag offentliggjorde, er autentisk, mener PET

Seks pakistanere mistede livet ved et selvmordsangreb ved den danske ambassade i Pakistan i juni. (Foto: AP)
Seks pakistanere mistede livet ved et selvmordsangreb ved den danske ambassade i Pakistan i juni. (Foto: AP)

Al-Qaida offentliggjorde i dag en video, hvor de præsenterede den mand, der stod bag angrebet på den danske ambassade i Pakistan den 2. juni i år. PET anser videoen for autentisk.

- PET har under sin efterforskning af bombeangrebet tilvejebragt oplysninger, der med stor sandsynlighed fastslår gerningsmandens identitet. Personen er identisk med den mand, som i videoen bliver udpeget som selvmordsbomberen, siger Chef for Politiets Efterretningstjeneste Jakob Scharf.

Angrebet på en danske ambassade i Pakistan i juni kostede seks pakistanere livet og blev gennemført efter nye offentliggørelser af Muhammedkarikaturer i danske medier.

På filmen forklarer bombemanden, hvorfor han agter at begå selvmord ved at angribe den danske ambassade. Der er optagelser, hvor han står ved den bil, der blev benyttet ved angrebet.

Danmark er fortsat mål for terror
PET mener, at der er tale om en reel terrortrussel mod Danmark fra Al-Quaida.

- Som det fremgår af PET’s seneste trusselsvurdering, er der en generel terrortrussel mod Danmark og et skærpet fokus på Danmark blandt ledende militante ekstremister i udlandet. I sådanne kredse er der et ønske om at gennemføre terrorhandlinger mod Danmark samt mod danskere og danske interesser i udlandet. Der er således en betydelig og erkendt terrortrussel mod danske interesser visse steder i udlandet. Denne vurdering er fortsat dækkende, siger Jakob Scharf.

I dokumentarfilmen forklarer den højtstående Al-Qaida-kommandant Mustafa Abu al-Yazid, at Danmark bliver angrebet, dels på grund af Muhammed-tegningerne, dels fordi Danmark har deltaget i besættelsen af Irak og Afghanistan.