Omar bin Laden ligner sin berygtede far til forveksling, hvis man altså lige ser bort fra hans moderne dreadlocks og designerlæderjakke.
Den 26-årige søn af verdens mest eftersøgte mand afviser at tage afstand fra sin forhadte far. Men det er bedre at forsvare Islam med fredelige midler, siger han i et interview:
- Jeg ønsker at være ambassadør for fred mellem muslimer og Vesten, siger han til nyhedsbureauet AP.
Fredsmission til hest
Omar, der er en af terrorlederens 19 børn, udløste mediestorm i Storbritannien sidste år, da han blev gift med den 52-årige britiske kvinde Jane Felix-Browne. Hun skiftede senere navn til Zaina Alsabah.
Parret siger nu, at de ønsker at knytte bånd mellem den islamiske verden og Vesten med en 4500 kilometer lang fredsrejse på hesteryg gennem det nordlige Afrika.
Arabere er terrorister
- Det handler om at ændre Vestens mentalitet. Der er mange, som mener, at alle arabere er terrorister. Det er ikke sandt, siger Omar, der tilstår, at han kender alt til, hvordan det er at være terrorist.
Han voksede op hos sin far i Sudan og flyttede i 1996 med al-Qaeda-lederen til Afghanistan, hvor han blev skolet i den radikale islam og terrorisme. Men i år 2000 fik han nok af lejrlivet, forlod sin far og vendte hjem til fødelandet Saudi Arabien, hvor han nu arbejder i familiefirmaet Binladen Group.