Mindst 10 dræbt af bombe i Pakistan

Et bombeangreb på en kontrolpost i det nordlige Pakistan kostede mandag mindst 10 personer livet, oplyser militæret.

Mindst 10 er blevet dræbt ved et selvmordsbombeangreb i det nordlige Pakistan, oplyser kilder i militæret.

Angrebet fandt sted på en vagtpost i Kohat i Pakistans nordvestlige provins, hvor der har været en række angreb på sikkerhedsstyrkerne de seneste måneder.

Vagtposten ligger tæt ved en skole, som hæren ejer, og der var en gruppe rekrutter på vej gennem kontrolpunktet, da en selvmordsbombemand sprængte sig selv i luften.

Det er kun få dage siden, at præsident Pervez Musharraf ophævede en omstridt undtagelsestilstand i den muslimske atommagt, som går til parlamentsvalg 8. januar.

Reuters