10 millioner kroner til cyklonofre

10 millioner kroner til genopbygning. Et kontant løfte givet mandag af udviklingsminister Ulla Tørnæs, der er på rundrejse i de ramte områder i Bangladesh

Da cyklonen Sidr ramte Bangladesh med 240 kilometer i timen sammen med en mange meter høj tidevandsbølge den 15. november, gik det ud over 6,8 millioner mennesker, som mistede alt - hjem, ejendele, husdyr, afgrøder, fiskerbåde og net. Nødhjælp fra hele verden holder umiddelbart liv i folk, men genopbygning er altafgørende. Derfor har udviklingsminister Ulla Tørnæs besluttet at give 10 millioner kroner til Verdensbankens Globale Facilitet for Disaster Risk Reduction, som fokuserer på hurtig teknisk assistance til genopbygning efter naturkatastrofer.

Overalt, hvor udviklingsministeren kom frem, lød det samstemmende: Vi har brug for hjælp til at få huse og indtægtsmuligheder op at stå for de mange millioner mennesker, der har mistet begge dele.

Omkring 3300 mennesker omkom under cyklonen.