Drone dræber Talibans næstkommanderende

Talibans næstkommanderende i Pakistan er dræbt ved et droneangreb i den nordlige del af landet

Wali-ur-Rehman var udset til at skulle efterfølge Hakimullah Mehsud som leder af Pakistans Taliban-bevægelse. (Foto: AP)
Wali-ur-Rehman var udset til at skulle efterfølge Hakimullah Mehsud som leder af Pakistans Taliban-bevægelse. (Foto: AP)

En amerikansk drone har angrebet og dræbt den næstkommanderende i pakistansk Taliban, Wali-ur-Rehman, skriver al-Jazeera med baggrund i tre pakistanske sikkerhedskilder.

Også BBC skriver, at drabet på Wali-ur-Rehman er bekræftet.

Mindst seks personer blev dræbt ved angrebet, der skete onsdag i Waziristan i den nordlige del af Pakistan, hvor Taliban er massivt til stede.

Det er det første droneangreb, siden USA for nylig ændrede sine retningslinjer for brug af droner.

Wali-ur-Rehman var udset til at skulle efterfølge Hakimullah Mehsud som leder af Pakistans Taliban-bevægelse.

Pakistansk Taliban, kendt som Tehreek-e-Taliban, er en selvstændig gruppe, som er allieret med Taliban i Afghanistan.

Den næstkommanderende har været seniorleder i Tehreek-e-Taliban (TTP) siden 2007.

USA havde udsat en dusør på fem millioner dollar på Wali-ur-Rehman.

USA har beskyldt Rehman for organiserede angreb mod amerikanske styrker og Nato-styrker i Afghanistan.

Amerikanerne har haft særlig interesse i at fange ham efter et selvmordsangreb ved en amerikanske base i Afghanistan i 2009, hvor syv CIA-agenter blev dræbt.

I sidste uge ændrede USA sine retningslinjer for brugen af droner. Nu er det kun lovligt at angribe i forbindelse med forebyggelse af nært forestående angreb, når en mistænkt ikke kan pågribes, eller hvis der "næsten er sikkerhed" for, at civile ikke vil blive dræbt.