Bror til islamist: I misforstår ham

Abu Khattab, som har udpeget navngivne danskere som legitime mål for hellig krig, er blevet misforstået, mener hans bror Sami Khattab

Abu Khattab i videoen, hvor han opfordrer til hellig krig. (Skærmbillede fra video)
Abu Khattab i videoen, hvor han opfordrer til hellig krig. (Skærmbillede fra video)

Den danske islamist Abu Khattab blev onsdag vendt og drejet i programmet Rushys Roulette på Radio24syv, hvor vært Rushy Rashid Højbjerg var på besøg hjemme hos Abu Khattabs familie for at få en reaktion på, at deres søn og bror nu bliver betegnet som et af de værste skrækeksempler på en radikaliseret islamist.

Og familiens holdning er, at der ikke er grund til bekymring på trods af, at der mandag dukkede en video op på internettet, hvor Abu Khattab skyder til måls efter billeder af seks kendte danskere.

- Da du ser billeder af din bror i fjernsynet og på nettet - hvad tænker du så?

- Hvis det ikke var min bror, ville jeg tænke, ok hvad sker der lige her? Hvorfor fokuserer de så meget på det her. Der er så mange andre ting, der sker i verden . Syrien har brugt kemikalier som våben imod uskyldige mennesker og børn. Hvorfor er der ikke mere fokus på det her. Det er det, der kommer frem inde i mit hoved, når jeg ser min bror for eksempel skyde på nogle tegninger, siger Abu Khattabs storebror Sami.

- Kan du forstå, at folk bliver bange?

- Det kan sagtens være skræmmende, og hvis det ikke var fordi, jeg kendte min bror, så ville jeg også blive skræmt.

De misforstår ham
- Det nye med de videoer, din bror uploader, er, at de er på dansk, og han henvender sig til unge mennesker, som måske stadigvæk er søgende, og som måske stadigvæk er tvivlende, og så ser de så ham sidde der og tale til dem på dansk om at de skal ud og søge deres islamiske tro og gå i hellig krig. Det er da voldsomt.

- Måske er det fordi, de misforstår, hvad det er, han siger. Det, jeg tror, han mener, det er, hvis det er, man har mulighed for det, så kan man tage derover (til Syrien, red.) og hjælpe. Ikke for at dræbe nogen mennesker, men for at hjælpe blandt andet kvinder, der mangler mad, eller uskyldige børn, der mangler tag over hovedet. Og hjælpe på den måde.

- Det lyder som om, du forsvarer din bror.

- Det er klart, det er min bror, men jeg vil ikke forsvare ham, hvis han dræber uskyldige mennesker. Det forsvarer jeg ikke. Jeg forsvarer retten til at hjælpe nogle mennesker imod et regime, der dræber uskyldige mennesker. Så synes jeg, det er ok at tage derhen for at hjælpe.

- Når man ser ham og hans venner skyde til måls, det er jo en billedlig henrettelse.

- Jeg er enig i, at det sagtens kan misforstås. Og hvis jeg ikke var muslim og så det i fjernsynet og specielt på den måde medierne fremstiller det på, så ville jeg også tænke på den måde.

Fjender af islam
Det er blandt andre Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, tegneren Kurt Vestergaard og islamkritikeren Lars Hedegaard som bliver lagt for had i den nye video, hvor der blev skudt mod billeder af dem.

Dansk islamist opfordrer til jihad - også i Danmark

I videoen, der formentlig er optaget i Syrien og hedder 'Den forglemte forpligtigelse: Del 3', bliver de prominente danskere omtalt som 'fjender af islam' og udpeget som legitime mål for hellig krig.

- Vi har ikke glemt deres latterliggørelse af islam og profeten (Muhammed, red.), og derfor er det vigtigt, at vi tager vores kalashnikov og skyder mod dem, siger Abu Khattab.

Du kan høre hele onsdagens udgave af Rushys Roulette herunder. Interviewet med Abu Khattabs mor og bror begynder efter 55 minutter.

</p>