Danskere på Filippinerne har mistet alt

Hjælper med at skaffe mad til lokale borgere

Er du i katastrofeområdet, så kontakt os på mail på 1224@eb.dk eller på sms/mms (almindelig sms-takst).

Den altødelæggende tyfon, der fredag ramte Filippinerne og har kostet mere end 10.000 mennesker livet, har også udslettet danske Kenneth Sigbjørn Adelsten Johanssons livsgrundlag.

Se også: Flere lande vil hjælpe ofrene for supertyfon

Han og hans far, Per Sigbjørn Pedersen, etablerede for to år siden hotel-resortet 'Chindonan Island Resort & Divecenter' på øen Chindonan, men tyfonen Haiyan har mere eller mindre jævnet hotellet med jorden, men Kenneth, hans far og to andre danskere på resortet har dog livet i behold. De to andre danskere er en veninde til Kenneth og en ekssvoger til Kenneths fader.

Har kun en fryser tilbage
Kenneth Sigbjørn Adelsten Johansson har kun en mobiltelefon, en fryser og en nødgenerator tilbage, men han og de fire andre danskere prøver nu, med det lidt de har, at hjælpe lokalbefolkningen, der ligeledes har mistet alt og ikke har tag over hovedet.

Se også: Tyfon-alarm i Vietnam: 600.000 mennesker evakueret

Danske Kenneth Sigbjørn Adelsten Johansson er nødstedt i Filippinerne, hvor han hjælper med at skaffe mad til lokalbefolkningen. Billedet af skibet er fra den østlige del af Filippinerne. (Foto: Privatfoto/AP)
Danske Kenneth Sigbjørn Adelsten Johansson er nødstedt i Filippinerne, hvor han hjælper med at skaffe mad til lokalbefolkningen. Billedet af skibet er fra den østlige del af Filippinerne. (Foto: Privatfoto/AP)

Enkelte af hotel-resortets hytter klarede sig nogenlunde gennem tyfonens hærgen og kan stadig give ly for vejret, men det er en stakket frist.

- Vi har mad i fryseren - indtil videre. Vi deler ud til de lokale fra en landsby på Chindonan, men vi løber snart tør for mad. Vi har heldigvis adgang til en kilde, der forsyner os med frisk drikkevand, men vi - og ikke mindst de lokale - har brug for hjælp. Vi frygter for, at de ikke kan tage vare på sig selv, hvis vi tager væk herfra, skrev Kenneth Sigbjørn Adelsten Johansson lørdag på sin Facebook-profil.

Se også: 10.000 meldes dræbt i tyfonramt provins

Der er kun sporadisk mulighed for kontakt med omverdenen, og søndag klokken 07.30 (dansk tid) skrev Kenneth:

'Alle på Resortet overlevede, men vi har brug for hjælp! Vi ryger snart ud for forbindelse til omverdenen igen, da vi skal tilbage til Chindonan Island Resort & Divecenter med mad til de lokale indbyggere på øen, som har mistet alt - præcis som os.

Vi klarer den indtil videre! Men vi har brug for al den hjælp vi kan få!

En besked til lillemor:

Vi ses når det er overstået!', skriver Kenneth.

Båd kom flydende forbi
Kenneth og de øvrige danskere har adgang til en lille båd, som pludselig kom flydende forbi dem i vandet ud for det sted, hvor deres hotel lå.

Se også: Dansker: Mit spædbarn fanget i tyfon

Med den kan de sejle efter madforsyninger, men de appellerer nu om hjælp fra det internationale samfund.

- Den lokale regering kan sandsynligvis ikke hjælpe os, da katastrofen er så omfattende for Filippinerne. Derfor anmoder vi om hjælp udefra, skriver Kenneth.

Han appellerer til, at man kontakter de danske myndigheder, hvis man ser hans opslag på Facebook.

- Hjælp os! Kontakt medierne, ambassader eller Udenrigsministeriet, skriver Kenneth.

Hans veninde i Danmark, Louise Skovgaard, er glad for, at Kenneth har overlevet tyfonen, men vil nu prøve at hjælpe ham ud af den vanskelige situation, han befinder sig i.

- Jeg går til medierne, så folk kan blive gjort opmærksom på katastrofens omfang, og på at der er mennesker ude på svært tilgængelige steder, der har brug for hjælp, siger Louise Skovgaard til Ekstra Bladet.

Kenneths mor: - De har brug for hjælp
Kenneths mor Mona Ahlsten har været i kontakt med sin søn søndag:

- Så har jeg talt med min søn Kenneth Sigbjørn Adelsten Johansson i telefonen. Hvor er det bare rigtig godt. Der er ingen tilskadekomne på resortet, men de mangler mad og drikke og kontakt til omverdenen omkring den katastrofe, der er sket i deres område. En hel landsby er nedlagt, og befolkningen søger nu ly på resortet, som kun har væggene tilbage. De vil komme tag på husene, så de kan få ly, men det er en kortsigtet løsning, da de mangler rent vand og mad. Hjælp, hvad kan vi gøre, skriver Kenneths mor på sin Facebook-profil.

Hun har søndag formiddag kontaktet det danske Udenrigsministerium og gjort dem opmærksom på sønnens situation.

Kenneth Sigbjørn Adelsten Johansson vil lige nu helst hjem til Danmark.

- Det er hans umiddelbare tanke - jeg vil hjem. Men han føler samtidig en forpligtelse over for lokalbefolkningen, som har svært ved at klare sig oven på katastrofen. Han bliver, indtil det værste er overstået. De har lige været ovre på en større ø, Busuanga, og hente nødhjælpsforsyninger. Fly kaster forsyninger ned, da de ikke kan lande på grund af ødelæggelser, fortæller Kenneths veninde Louise Skovgaard til Ekstra Bladet.

Er du i katastrofeområdet, så kontakt os på mail på 1224@eb.dk eller på sms/mms (almindelig sms-takst).

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere