Dansk nødråb: Vi er gidsler i Sri Lanka

Myndighederne vil ikke lade syv medarbejdere fra krakkede E. Pihl & Søn forlade landet

De srilankanske myndigheder blokerer for folk fra E. Pihl og Søn, der vil forlade landet. (Arkivfoto: Polfoto)
De srilankanske myndigheder blokerer for folk fra E. Pihl og Søn, der vil forlade landet. (Arkivfoto: Polfoto)

Byggemastodonten E. Pihl & Søn gik konkurs 26. august.

Det danske firma efterlod flere halvfærdige byggeprojekter både i Danmark og udlandet.

Blandt andet har de efterladt en ufærdig anlægning af vandrør i Sri Lanka. Her mener myndighederne nu, at de har tre millioner dollar - svarende til mere end 16,5 millioner kroner - til gode.

Derfor tilbageholder de nu flere af firmaets medarbejdere, indtil gælden er betalt.

Se også: Fire Pihl & Søn-ansatte tilbageholdt i Sri Lanka Fire Pihl & Søn-ansatte tilbageholdt i Sri Lanka

- Det er er frustrerende at være taget som gidsel i en situation, som vi ikke selv har været med til at skabe. Vi har bare passet vores arbejde, siger danske Ole Sloth, der er ansat i E. Pihl & Søns byggeprojekt i Sri Lanka.

Fortsatte arbejdet
Han forlod Danmark i august, og da han ankom til Sri Lanka, blev han meddelt, at firmaet var gået konkurs.

Han fik dog besked af kurator på, at han skulle fortsætte sit arbejde.

Situationen blev klar for Ole Sloth, da en af hans engelske kolleger fra firmaet forsøgte at forlade landet med sin kone i fredags.

- Da jeg forsøgte at rejse ud af landet, blev jeg holdt tilbage i paskontrollen, mens min kone fik lov til at rejse, siger engelske Kenneth Toye, der ligeledes er ansat hos E. Pihl & Søn.

Kenneth Toye fik at vide, at de srilankanske myndigheder havde en liste med syv personer fra England, Sverige og Danmark, der ikke måtte forlade landet, før regningen på tre millioner dollar er betalt. Udmeldingen skabte panikstemning blandt de tilbageværende medarbejdere.

Frygter fængsel
- Jeg frygter, at regeringen vil fængsle os, hvis de finder os. Derfor er vi nu flyttet fra vores lejlighed til et hotel, hvor vi opholder os, indtil vi ved mere, fortæller Ole Sloth.

Udenrigsministeriets vagthavende bekræfter over for Ekstra Bladet, at de har kendskab til en sag i Sri Lanka og oplyser, at konsulatet er i kontakt med de relevante parter i sagen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere