Danmark giver yderligere 20 millioner kroner i akuthjælp til Filippinerne. Det oplyser statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på et pressemøde i Paris.
Danmark har dermed sendt i alt 42 millioner kroner i akuthjælp til den tyfon-ramte østat.
Årligt yder Danmark 100 millioner kroner til FN's centrale katastrofefond.
I weekenden blev Filippinerne ramt af den voldsomme supertyfon Haiyan, der betegnes som den værste naturkatastrofe i østatens historie.
Under sin hærgen skabte Haiyan fem meter høje bølger, som skyllede ind over den filippinske ø Leyte som en tsunami. Vandmasserne ødelagde næsten alt på deres vej ved kysterne på de centrale øer i Filippinerne.
Det vurderes, at mindst 10.000 mennesker har mistet livet under naturkatastrofen.
Næsten 11 millioner mennesker er på den ene eller anden måde berørt af tragedien.
De danske myndigheder mangler stadig at komme i kontakt med 23 danskere, der fortsat er meldt savnet efter weekendens historisk voldsomme tyfon. Der er dog intet, som tyder på, at der er danskere, der er kommet noget til.