FN: Tyfon har dræbt 4460 i Filippinerne

Over 4000 mennesker har mistet livet efter supertyfonen Haiyans hærgen i Filippinerne for en lille uge siden

Supertyfonen Hayian har dræbt 4460 mennesker i Filippinerne. Det oplyser FN torsdag aften og citerer filippinske regeringskilder for informationerne.

Farhan Haq, en talsmand for FN, siger, at 12 millioner mennesker i øriget er berørt af naturkatastrofen.

- Omkring 920.000 er blevet fordrevet fra deres hjem, siger Haq med henvisning til de seneste oplysninger fra regeringen.

- Der er tale om ekstreme ødelæggelser, og folk er desperate efter mad, vand og et sted at være. De mangler alle mulige forsyninger, og de mangler informationer om, hvad der er sket med deres nærmeste, siger FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.

- Det vækker særlig bekymring nu, at titusinder er udsat for elementerne uden ly eller forsyninger, siger han.

Haq siger, at selv om de fleste lufthavne er genåbnede, så er mange veje dækket til med væltede træer og bygningsdele, hvilket gør det svært at nå frem med nødhjælp.

Der har hersket stor usikkerhed om dødstallet. Først meldte lokale embedsmænd ud, at mindst 10.000 havde mistet livet, men i tirsdags sagde Filippinernes præsident, Benigno Aquino, at dødstallet efter ødelæggelserne lå på mellem 2000 og 2500.

Mange nødhjælpsarbejdere udtrykte dog skepsis over for Aquinos oplysninger.

Supertyfonen Haiyan bliver betegnet som den værste naturkatastrofe i Filippinernes historie.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere