Bølge af bombeangreb dræber 24 i Bagdad

Iraks sunnimuslimske flertal føler sig undertrykt og mishandlet af styret, som ledes af shiamuslimer

En bølge af bombeanslag rystede onsdag shiamuslimske områder i Bagdad, hvor mindst 24 mennesker blev dræbt og 65 blev såret.

Blodsudgydelserne sker få måneder før det næste parlamentsvalg i landet, hvor volden i år har været på sit højeste niveau siden 2008.

Mindst syv eksplosioner rystede den irakiske hovedstad tidligt på dagen - deriblandt seks bilbomber. Eksplosionerne skete i shiamuslimske bydele, siger militære talsmænd og hospitalskilder.

De ramte bydele var blandt andet forretningskvarteret Karrada, Shaab og Sadriyah, som er en af Bagdads ældste områder. En bilbombe rystede også Adhamiyah i det nordlige Bagdad.

Ved lignende koordinerede bombeanslag i Bagdad i søndag aften blev mindst 21 mennesker dræbt.

Sikkerhedsstyrker har indført skærpet kontrol og intens overvågning i de områder, som har været udsat for angreb, og mange steder har journalister forbud mod at videofilme og fotografere.

Ingen grupper har umiddelbart taget skylden for bombeangrebene onsdag, men militante sunnimuslimer med tilknytning til al-Qaeda har ofte stået bag koordinerede bombeangreb mod en række mål i Bagdads shiamuslimske bydele.

Premierminister Nuri al-Maliki har opfordret Washington til hjælpe hans regering ved at give den flere efterretningsoplysninger og bedre våbensystemer.

Men diplomater og analytikere siger, at den irakiske regering ikke gør nok ved roden til problemerne - først og fremmest den udbredte frustration hos det sunnimuslimske flertal, der føler sig undertrykt og mishandlet af styret, som ledes af shiamuslimer.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere