Kerry: Vi er tættere på fred i Mellemøsten end længe

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, er positivt stemt efter sit seneste besøg i Israel.

Konflikten mellem israelere og palæstinensere er tættere på en løsning, end den har været i mange år, siger USA's udenrigsminister, John Kerry, efter sit seneste besøg i Mellemøsten.

- Jeg mener, at vi er tættere på fred, velstand og sikkerhed, som alle folk i denne region fortjener, end vi har været det i årevis, siger John Kerry.

Den positive bemærkning faldt, da udenrigsministeren med sit følge fredag mødte journalister i Tel Avivs lufthavn Ben Gurion.