Slagtet af Mandelas efterfølgere

34 arbejdere dræbt i blodig massakre: Minebosserne og ANC’s ledelse er et fedt, lyder det i Sydafrika

- Det var den værste dag i mit liv, siger Lungisile Madwansini om 16. august sidste år, hvor politiet åbnede ild mod minearbejdere. (Foto: Anthon Unger)
- Det var den værste dag i mit liv, siger Lungisile Madwansini om 16. august sidste år, hvor politiet åbnede ild mod minearbejdere. (Foto: Anthon Unger)

MARIKANA (Ekstra Bladet): Mens tusinder verden over begræder Nelson Mandelas død og ærer hans kamp for retfærdighed gennem bevægelsen ANC, sidder der skæbner i Sydafrika, som synes, at ANC’s navn og idealer i dag runger hult.

Nelson Mandela var søn af en høvding og blev adopteret af en anden høvding, da hans far døde, da Mandela var ni år gammel. Han var udset til en fremtrædende plads i stammen, men flygtede for at undgå et arrangeret ægteskab. POLFOTO Tæt på Livsfangen blev sit lands fader

En af dem er Lungisile Madwansini, der læner op af sit hjem – et blikskur på ni kvadratmeter i slumkvarteret Nkaneng i Wonderkopk knap 100 km. nordvest for Johannesburg.

Den 32-årige mand er rank og stolt, men fysisk er han bundet til en plastikskammel.

For halvandet år siden endte han som offer i den berygtede Marikana-massakre, hvor strejkende minearbejdere blev mejet ned. Siden har han ikke kunnet arbejde.

Se også: Politiet skyder på minearbejdere

– Det var den værste dag i mit liv. Mit liv og min fremtid blev ødelagt. Jeg kan ikke arbejde mere, og mit blod kommer i kog, bare jeg taler om det.

Skudt fra helikopter
Under det blodige politiangreb blev Lungisile skudt i hovedet. Kuglen var affyret fra en helikopter og borede sig ind i hovedskallen, da politiet åbnede ild mod tusinder af syngende demonstranter. I dag er hans venstre side delvist lammet.

– Vi ventede på vores arbejdsgiver. Han skulle dukke op, så vi kunne tale med ham. I stedet kom politiet og skød løs. Jeg overlevede, men jeg kunne ligeså godt være død. Mange andre mistede, siger han.

Se også: Blodig minestrejke i Sydafrika er slut

Mere end et år senere går han Lungisile stadig med krykke. Fra hans isse buler projektilet ud. Det er for risikabel at fjerne. Den venstre arm er stadig handikappet, og det tager lang tid at få en trøje over hovedet.

Gav minder om Sharpville
Marikana-massakren er det værste massemord i Sydafrikas siden Sharpeville i 1960, hvor 69 demonstranter blev dræbt.

Men Sharpeville skete under apartheidstyret. Ingen havde troet, at noget lignende ville gentage sig i det nye og demokratiske Sydafrika.

Se også: Sydafrikansk politi anklages for mord

Bag blodbadet i Marikana lå en faglig konflikt blandt de tusinder af arbejdere, som henter store værdier frem fra dybet i Sydafrikas minebælte.

Strejker og demonstrationer havde stået på i en uge, og med i billedet var en strid mellem to konkurrerende fagforeninger.

16. august kulminerede det i et blodbad, da politiet åbnede ild og dræbte 34 arbejdere, mens 78 blev såret.

Tvunget ind i dødsfælde
– De indkapslede os med pigtråd, så vi blev afskåret. Vi søgte i stedet mod en anden vej. Her blev vi mødt med tåregas og gummikugler, og så flygtede folk i den modsatte retning. De tvang os til at løbe imod de skydende politifolk, forklarer en anden arbejder, 29-årige Sivwe, der var i minen i fire år.

Sivwe, som frygter at blive arresteret, hvis hans rigtige identitet kommer frem, blev ikke selv ramt af skud, men hans kolleger faldt døde om kun få meter fra ham.

– Jeg var millimeter fra at blive ramt. Den første, jeg så blive skudt, var en meter foran mig. Jeg kastede mig ned, kravlede langs jorden og håbede, at helikopterne i luften ikke opdagede mig. Når politiet kom, spillede jeg død. . Det var sådan, jeg overlevede.

Politiet anklaget for at placere våben
Heller ikke Sivwe har arbejdet siden massakren. Han er del af den offentlige anklagers vidneprogram, som skal være med til at undersøge massedrabet. Som Lungisile modtager han stadig sin løn, 6800 rand (3.550 kr.) om måneden. Ekstra Bladet møder Sivwe foran hans blikskur i udkanten af Marikana by, hvor han hverken har adgang til elektricitet og vand.

Politiet er under skarp kritik for at lyve om hændelsesforløbet og for at have placeret våben ved ligene, så det kan underbygges, at minearbejderne skød.

Se også: Sydafrikanske minearbejdere strejker igen

Videooptagelser sår stærk tvivl om politiets. En ikke-offentliggjort video, der nu indgår i undersøgelsen, dokumenterer angiveligt minearbejdernes påstand om, at de flygtede fra gummikugler og tåregas og derfor blev ledt direkte ind i en dødsfælde.

Mens Sivwe frygter for represssalier, hvis hans identitet bliver afsløret, oplyser Lungisile at han ikke længere har noget at miste ved at stå frem med sin historie.

1 af 7 Den 32-årige far til to har stadig et projektil siddende i hovedbunden. (Foto: Anthon Unger)
2 af 7 I Sydafrikas vidtstrakte slumområder, de såkaldte townships, bor minearbejderne oftest i skure som disse i Marikana uden el og vand. (Foto: Anthon Unger)
3 af 7 29-årige Sivwe så sine kolleger og venner blive mejet ned. Han overlevede selv ved at spille død. I dag tør han ikke stå frem med sin rigtige identitet af frygt for at blive anholdt. (Foto: Anthon Unger)
4 af 7 Lungisile Madwanisi er stadig delvist lammet. (Foto: Anthon Unger)
5 af 7 Uropoliti ved ofrene for blodbadet 16. august. Nogle er døde, andre lever, mange blev ramt i ryggen. (Foto: AP)
6 af 7 Rasende arbejdere ved platinminen i Marikana 16. august sidste. Politiet åbnede ild og dræbte 44. (Foto: AP/Denis Farrell)
7 af 7 - Det var den værste dag i mit liv, siger Lungisile Madwansini om 16. august sidste år, hvor politiet åbnede ild mod minearbejdere. (Foto: Anthon Unger)