40 dræbt under uroligheder i DR Congo

Skudvekslinger giver genlyd i Den Demokratiske Republik Congos hovedstad Kinshasa, hvor situationen er uklar

Voldsomme skudvekslinger har mandag fundet sted i Den Demokratiske Republik Congos hovedstad Kinshasa, hvor regeringen siger, at 40 angribere er blevet dræbt af sikkerhedsstyrker.

Skyderierne opstod i den internationale lufthavn og i et militært hovedkvarter, hvilket fik beboerne til at gå i panik, mens politiet siger, at bevæbnede unge tog adskillige journalister som gidsler på den statslige tv-station RTNC.

Regeringstalsmand Lambert Mende siger til AFP, at 16 af angriberne er blevet dræbt ved lufthavnen, 16 ved generalstabens hovedkvarter og andre otte på tv-stationen RTNC.

- Der er ingen oplysninger om civile ofre og heller ikke om dræbte blandt sikkerhedsstyrkerne, siger Mende og tilføjer, at angriberne endnu ikke er blevet identificeret.

I en tv-transmitteret erklæring siger han, at "aggressionen" var rettet mod at terrorisere borgere.

Den amerikanske ambassade siger, at den har modtaget adskillige rapporter om væbnede træfninger og kampe rundt om i Kinshasa samt oplysninger om adskillige militær- og politikontrolpunkter og barrikader.

- Ambassaden opfordrer alle amerikanske statsborgere i Kinshasa til at blive, hvor de er og ikke bevæge sig rundt i byen, før de får besked, hedder det i en meddelelse på dens hjemmeside.

- Der er panik i byen, og folk spørger hinanden, hvad der foregår, siger en lokal beboer til AFP. Han tilføjer, at han har set politi og militærfolk omkring RTNC-bygningen og den nærliggende congolesiske parlamentsbygning.

Der blev hørt skyderi i nærheden af Tshatshi-militærforlægningen og ved den internationale lufthavn i Ndjili, siger beboere og en lokal journalist.

Politifolk, soldater og præsident Joseph Kabilas Republikanske Garde har spredt sig ud over hele byen for at genskabe roen, siger en AFP-journalist. Trafikken går langsomt, og sikkerhedsstyrker har begrænset folks bevægelser i visse områder.