Eksperter frygter flere angreb inden OL

To terrorangreb har ramt den russiske by Volgograd, men det er ikke de sidste, frygter dansk ekspert

(FOTO: AP).
(FOTO: AP).

Se video fra selvmordsangrebet, der skete mandag morgen, i videoen herover

......................................

Volgograd i Rusland er lammet efter to terrorangreb, der ramte søndag og mandag.

Selvmordsbombere har indtil videre taget livet af 32, skriver britiske BBC.

Se også: Øjenvidne til terror: Kroppen var splittet ad

Og det er ikke slut endnu, frygter Ruslandsekspert og Ph.d-studerende ved Københavns Universitet, Kim Frederichsen.

- Jeg er bange for, at vi kommer til at se flere aktioner, og det værste er, at de er svære at afværge de her selvmordsangreb, hvor folk spænder en bombe om livet. Du kan have nok så meget teknisk udstyr, men det er altså svært at opdage en galning med et sprængstofbælte med satellitovervågning.

Vil skade Ruslands omdømme
- Hvorfor kommer de her angreb nu?

- Vinter-OL i Sochi. De går efter at skade Ruslands omdømme forud for OL, der er et kæmpe prestigeprojekt for Putin og hans kreds.

- Hvorfor angriber de ikke Sochi?

- Jeg tror allerede, at der er lagt en så massiv sikkerhedsring rundt om byen, så de slet ikke kan komme til. Det er nærmest umuligt.

Se også: Ekspert ville tage til vinter-OL i Sochi trods terror

Symbolsk værdi
- Hvorfor går de så efter Volgograd?

- Det rammer alle russere, fordi byen har så stor betydning for den kollektive erindring - selvfølgelig på grund af slaget om Stalingrad under 2. Verdenskrig (red. Fra 1925-1961 hed Volgograd Stalingrad). Så symbolsk er det et oplagt sted at ramme. Derudover er det realtivt nemt at komme fra Tjetjenien til Volgograd.

- Hvem kan tænkes at stå bag angrebene?

- Islamiske terrorister . Det er den samme type, som vi har set i Irak og Afghanistan. De har ingen problemer med at gå efter ubevæbnede civile mål.

Shariastat i Tjetjenien
- Hvad får de ud af det?

- Det er en slags uafhængighedskamp, hvor de vil løsrive Tjetjenien fra Rusland og lave et islamistisk kalifat.

De russiske myndigheder har bekræftet, at det var en mand, der stod bag morgenens terrorangreb.

Resterne af selvmordsbomberens lig skal nu DNA-testes for at fastslå en identitet.

Bomben sprang i en trolleybus tidligt i morges midt i myldretidstrafikken.

PET advarer
Kim Frederichsen er ikke den eneste, der frygter flere terrorangreb i Rusland.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) har advaret den danske OL-delegation om, at der kan ske terrorangreb op til og under vinter-OL, som begynder om cirka fem uger i den russiske by Sotji.

Det fortæller chefen for den danske OL-delegation, Morten Schram Rodtwitt, til DR Nyheder.

- Vi er blevet gjort bekendt med de spændinger, der er i Kaukasus-området, og PET har orienteret os om, at det ikke er usandsynligt, at der vil være episoder, som det vi har set i Volgograd, men at det ville ske uden for Sotji, siger han.

Vækker bekymring
Alligevel vækker de to voldsomme terrorangreb i byen Volgograd bekymring hos den danske OL-chef.

- Det er ubehageligt, at der springer bomber i den region, hvor der skal være vinter-OL. Mine første tanker går på atleternes sikkerhed under OL og de forberedelser, vi skal igennem, siger han.

Det får dog ikke Morten Schram Rodtwitt til at overveje, om de mandlige og kvindelige curlinglandshold, der skal repræsentere Danmark ved vinter-OL, skal blive hjemme.

- Der er et stort sikkerhedsopbud til OL. Det gør OL-byen og området omkring til et af de sikreste steder at opholde sig, siger han til DR Nyheder.

Er du i Volgograd? Så du eksplosionen? Så send os en mail til 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst).