Minister i Libyen skudt og dræbt

Ukendte gerningsmænd har slået en libysk viceminister ihjel, rapporterer nyhedsbureau

Libyens vice-industriminister, Hassan al-Droui, er blevet skudt og dræbt.

Det oplyser hospitals- og sikkerhedskilder natten til søndag dansk tid.

- Hassan al-Droui, viceminister for industrien, blev dræbt af ukendte overfaldsmænd under et besøg til hans hjemby, Sirte, fortæller en af kilderne ifølge nyhedsbureauet AFP.

Libyens tidligere enerådige leder Muammar Gaddafi blev født i Sirte, der ligger øst hovedstaden Tripoli. Det var også her, at han blev opdaget i et kloakrør og dræbt under en flugt fra oprørsstyrker i oktober 2011.

Det nordafrikanske land har været præget af uro og ustabilitet gennem længere tid.

I september 2012 blev fire mennesker, heriblandt USA's ambassadør i Libyen, dræbt i et angreb på det amerikanske konsulat i byen Benghazi.

Bevæbnede mænd, som menes at have tilknytning til al-Qaeda, trængte ind i konsulatet. Ambassadøren blev dræbt, da han, ledsaget af sikkerhedsvagter, forsøgte at flygte fra stedet.

Sidste måned blev en amerikansk skolelærer skudt ned under sin morgenløbetur i Benghazi. Også dette angreb tilskrives islamistiske ekstremister.