Danmark sender yderligere 10 millioner til konflikten i Syrien

Handels- og udviklingsministeren fordeler 60 millioner kroner til ofrene for den syriske konflikt

Konflikten i borgerkrigsramte Syrien fortsætter med uformindsket styrke.

Derfor lægger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) 10 millioner kroner ekstra oven i det danske tilsagn på 200 millioner støttekroner, som blev givet på den internationale donorkonference i Kuwait tidligere på året.

Hermed er Danmarks bidrag til situationen i Syrien i 2014 foreløbigt på 210 millioner kroner.

- Vi må ikke glemme gruen i Syrien og situationen for 9,3 millioner mennesker, der har behov for nødhjælp, siger Mogens Jensen i en meddelelse.

- Det er dybt bedrøveligt, når man læser om en syrisk kvinde, der i desperation sætter ild til sig selv foran sine fire børn, da hun ikke kan få udleveret fødevarehjælp.

- Med denne bevilling går Danmark videre, end vi forpligtigede os til i Kuwait. Jeg opfordrer andre lande til at gøre det samme, lyder det fra handels- og udviklingsministeren.

Fra dansk side fordeles de 60 millioner kroner af de 210 millioner, og de går til seks danske nødhjælpsorganisationers arbejde i Syrien og i nabolandene.

Med de 60 millioner kroner vil de danske organisationer blandt andet kunne levere insulin til 10.000 sukkersygepatienter, sundhedsudstyr til den belejrede Yarmouk-lejr, hygiejneartikler, mad og andre basale fornødenheder.

Pengene fordeles mellem Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp, Caritas Danmark og ADRA.

Danmark gav tilsagn om 200 millioner kroner på donorkonferencen i Kuwait den 15. januar.

Ifølge Mogens Jensen vil han torsdag den 3. april anmode Folketingets Finansudvalg om en endelig godkendelse af yderligere 75 millioner kroner til et nyt udviklings- og beskyttelsesprogram for syriske flygtninge i regionen.

Udenrigsministeriet oplyser, at FN har appelleret om over 35 milliarder kroner i humanitær bistand for at dække de humanitære behov i Syrien og nabolandene i 2014.